ECB gig med opkøb længere end sit mandat, siger tysk forfatningsdomstol, ECB overvejer at neddrosle sine opkøb af europæiske obligationer.
Tysklands forfatningsdomstol siger, den har betænkeligheder over for Den Europæiske Centralbanks meget store opkøb af obligationer for at understøtte europæisk økonomi.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Opkøbsprogrammet kendes også under den engelske forkortelse QE.
Flere har klaget til den tyske forfatningsdomstol over ECB's opkøbsprogram på 60 milliarder euro om måneden, som blev påbegyndt i foråret 2015.
I sin afgørelse tirsdag siger forfatningsdomstolen i Karlsruhe, at ECB gik længere end sit mandat, da opkøbene blev sat i gang, skriver dpa.
Den tyske regering har hele tiden set skævt til ECB's initiativ. Men omvendt har det været populært i landene i Sydeuropa, som har været hårdt ramt af finanskrisen og har haft svært ved at få deres økonomier på fode.
Tilhængere peger på, at ECB's chef, Mario Draghi, med opkøbene har bidraget til, at der omsider er solid vækst i store dele af Europa.
Det andet formål med opkøbene er at presse inflationen op. Der har i flere omgange været tilløb til deflation, som kan være lammende for den europæiske økonomi.
Draghi antydede i sidste måned, at ECB overvejer en gradvis nedtrapning af opkøbsprogrammet. Måske med start fra september. Han henviste til, at den europæiske økonomi er i fremgang.
Mange økonomer mener, at USA slap forholdsvis hurtigt gennem den økonomiske krise ved fra 2010 at lade den amerikanske forbundsbank foretage store opkøb af statsobligationer.
De kritiserer samtidig, at ECB ikke hurtigere kom på banen med deres egne opkøb.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.