
Regeringen har fredag lavet en indledende aftale med KL om rammerne for, hvordan kommunerne skal modtage de ukrainere, der ankommer til Danmark. Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.
I aftalen står blandt andet, at kommunerne "i videst muligt omfang vil tilstræbe" at overtage ukrainere senest fire dage efter, at de har fået ophold.
En del af aftalen omhandler, at regeringen vil søge opbakning i Folketinget til at lempe eller dispensere fra byggelovgivning, så der kan skaffes boliger nok.
Ifølge aftalen vil regeringen også søge at give kommunerne "fleksibilitet" i forhold til nogle af de krav, der er til kommunerne integrationsindsats.
Mulighed for flere aftaler
I den særlov, der er på vej, og som skal give ukrainere et opholdsgrundlag, vil det fremgå, at kommunerne får mulighed for at udsætte eller stille krav og regler i bero.
- Mit bedste gæt er, at det her er den første af flere aftaler, vi laver med kommunerne, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til TV 2.
Aftalen har et afsnit om, at regeringen anerkender, at de flygtende ukrainere vil betyde flere udgifter for kommunerne.
Der er dog ikke aftalt nogen form for ekstra midler til kommunerne endnu. Det må vente, til regeringen og kommunerne skal forhandle om kommunernes økonomi i 2023.
Skal "genbesøges"
Der står også, at aftalen skal genbesøges efter tre måneder, eller hvis der inden da er fordelt 10.000 ukrainere på kommunerne.
De danske myndigheder har hidtil arbejdet med at skulle skaffe plads til 20.000 ukrainere, der kommer til Danmark. På en pressebriefing fredag oplyste Udlændingestyrelsen dog, at det sagtens kan blive flere.
- Jeg tror, at vi alle sammen kan se, at med de tal, der er lige nu, og sådan som krigen udvikler sig, vil det være uklogt kun at planlægge med de 20.000, sagde direktør i Udlændingestyrelsen Niels Henrik Larsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.