Det bliver en sag for EU-Domstolen, at Irland i et år har nægtet at inddrive 13 mia. euro i skat - svarende til 97 mia. kr. - fra Apple. EU-Kommissionen sender sagen til domstolen, oplyser kommissionen i en pressemeddelelse.
Apple har sit europæiske hovedsæde i Irland, som ifølge kommissionen har givet ulovlige skattefordele til Apple, som gennem flere år har gjort det muligt at betale væsentligt mindre i skat end andre virksomheder.
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har mistet tålmodigheden med Irland.
- Mere end et år efter Kommissionen vedtog beslutningen, har Irland fortsat ikke opkrævet pengene, heller ikke delvist. Vi forstår selvfølgelig, at nogle sager kan være mere komplekse end andre, og vi er altid klar til at hjælpe. Men for at genskabe konkurrencen skal medlemslande gøre de nødvendige fremskridt, siger Margrethe Vestager i en kommentar.
Irland havde officiel frist til 3. januar 2017 til at indkræve milliarderne fra Apple, som vedrører skat i årene 2003-2014,. Kommissionens afgørelse faldt 30. august 2016.
Mens Irland slet ikke er kommet i gang med at indkræve beløbet fra Apple, så er der sket fremskridt i forhold til at regne ud, præcist hvor meget det endeligt beløber sig til. Men dette arbejde regner Irland først med at være færdig med tidligst i marts 2018, oplyser kommissionen, som nu vil have mere skub i sagerne.
Den irske regering vil ikke anerkende, at Apple skulle have fået en skattefordel og har tidligere appelleret kendelsen. Den irske regering er derfor 'ekstremt skuffet' over, at sagen om skattemilliarder fra Apple nu ender i EU-Domstolen. Det er et helt unødvendigt skridt, lyder i en udtalelse fra den irske regering.
- Irland har aldrig accepteret Kommissionens analyse i beslutningen om statsstøtte til Apple. Men vi har altid gjort det klart, at regeringen har forpligtet sig til at sikre, at inddrivelsen af den påståede statsstøtte til Apple finder sted uden forsinkelser og har afsat betydelige ressourcer til at sikre, at det sker.
Hvis EU-Domstolen giver kommissionen medhold, kan den udstede en bøde til Irland.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.