
THISTED: At være kommunalpolitiker er et borgerligt ombud, som man ikke kan blive fritaget af på grund af fx uenighed, udmeldelse af et parti eller politiske skuffelser. Men man kan søge fritagelse på grund af sygdom, arbejdsbelastning eller en anden rimelig grund.
Det er klart beskrevet i en pjece fra Indenrigsministeriet og KL, som udlægger den kommunale styrelseslov.
Alligevel meddelte kommunalbestyrelsesmedlem i Thisted Per Skovmose (K) juledag, at han fra nytår reelt er udtrådt, fordi han følte sig dårligt behandlet af forvaltningen.
"Den endelige afgørelse skal træffes af Kommunalbestyrelsen på førstkommende KB møde, som afholdes 31. januar 2023. Jeg har dog valgt at betragte mig selv som udtrådt 31. december 2022 og vil derfor ikke deltage i møder i kommunal regi samt i de fora, som jeg er blevet udpeget til, med virkning fra 1. januar 2023," skrev han på Facebook.
Samme sted meddeler han i et opslag 31. december, at han "forlod jobbet hos Konservative i Thy som medlem af kommunalbestyrelsen", ligesom han skriver, at "på kanten af det nye år afslutter jeg min deltagelse i det lokalpolitiske".
At blive sur er ikke nok
Men det kan man jo ikke, lyder det fra eksborgmester Ulla Vestergaard (S) i Nordjyske, hvor hun fastholder, at Per Skovmose skal passe sit hverv, så længe kommunalbestyrelsen ikke har givet ham lov at udtræde.
- Altså han giver jo som begrundelse, at han er sur og gal, og det kan man simpelthen ikke bruge. Vi er underlagt nogle regler, og det ved han godt. Fordi man bliver sur, kan man ikke bare sige, at man ikke gider være her længere. Så kan vi jo blive sure i mange sammenhænge, siger hun.
Og den nuværende borgmester, Niels Jørgen Pedersen (V), er enig: Per Skovmose er ikke udtrådt endnu.
- Der kommer en sag på 31. januar, hvor vi behandler hans ansøgning om at udtræde, og så må vi høre, hvad kommunalbestyrelsen siger til den tid. Indtil da er han medlem, siger han til DK Nyt.
Vil stemme for
Han hælder personligt til at stemme for Per Skovmoses anmodning om at udtræde.
- Det er usædvanligt at udtræde, fordi man er blevet sur på forvaltningen. Men min holdning er, at det ikke giver mening at have én siddende, som ikke har lyst til at være der. Om det så rent juridisk er helt korrekt, er en anden sag, tilføjer han.
Socialdemokraterne har ikke afgjort, om de vil stemme for eller imod. Det afhænger blandt andet af, hvad begrundelsen lyder, oplyser Ulla Vestergaard til Nordjyske.
Per Skovmose oplyser til avisen, at han ikke har andre kommentarer til sagen, end hvad han har skrevet på Facebook.
Førstesuppleant Alex Klein oplyser til DK Nyt, at han er klar til at overtræde posten.
Nej i Stevns
Det er tidligere sket, at et medlem har fået nej til at udtræde.
Det skete bl.a. i Stevns Kommune i april 2021, da Jan Jespersen forlod Enhedslisten og ville følge sit tidligere partis modstand mod partihoppere og derfor søgte om at udtræde. Men det øvrige byråd stemte nej.
Derimod fik Kim Hjerrild efter KV21 lov til at blive fritaget for at indtræde i Borgerrepræsentationen for Alternativet.
Ved en fejl havde partiet opstillet på partiliste og ikke sideordnet, som egentlig var partiets ønske, og derfor var Kim Hjerrild blevet valgt, selv om Christina Olumeko fik næsten dobbelt så mange stemmer. Kim Hjerrild valgte dog at angive sit arbejde som begrundelse for at blive fritaget, og derfor fik han ja, og Christina Olumeko fik pladsen. Hun har i øvrigt netop forladt den igen, da hun blev valgt til Folketinget i november.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.