
AALBORG: Bogbusser er normalt svaret på, hvordan man sørger for, at også borgere i mindre byer har mulighed for at gå på biblioteket.
Men i Aalborg erstattes kommunens bogbusser til februar af tre selvbetjente vogne, som kommer til at holde cirka to dage ad gangen på i alt ni udvalgte holdepladser. Det oplyser kommunen.
Biblioteksvognene er indrettet i såkaldte mandskabsvogne, som man kender fra byggepladser. Der er reoler, et par siddepladser, udlåns- og afleveringsautomater, automatisk lys inde og ude, varme og ikke mindst vinduer, så der kan komme dagslys ind.
Det bliver muligt at hente reserveret biblioteksmateriale, finde nogle af de nyeste udgivelser, låne udvalgte børnebøger og gå på opdagelse i relevante temaudstillinger.
Passer ind i travl hverdag
- Hvor bogbusserne hidtil har haft stop af relativt kort varighed hvert sted, kommer de nye biblioteksvogne til at være til stede og døgnåbne i to døgn på hver holdeplads. I en travl hverdag forventer vi, at det kan give flere mennesker mulighed for at benytte tilbuddet i et tidsrum, der passer ind i deres liv, fortæller bibliotekschef Kristine Nygaard.
Hun understreger desuden, at Aalborg Bibliotekerne ønsker, at borgerne oplever biblioteket som andet og mere end fysiske rammer og materialer.
- Det er vigtigt for os, at vi bliver ved med at være en aktiv del af stærke og bæredygtige lokalsamfund, og det skal de nye biblioteksvogne understøtte. Hvordan vi ellers kan bringe bibliotekstilbuddet ud i alle hjørner af kommunen, skal vi finde ud af sammen med borgerne, siger hun.
Alle opfordres således til at komme med deres gode forslag til, hvordan bibliotek og lokalsamfund kan samarbejde nu og i fremtiden.
Som supplement til de nye biblioteksvogne er det planen, at 11 byer får et ugentligt besøg af bogbilen, som også kommer med reserveret materiale og et lille udvalg af bøger til både voksne og børn.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.