
AARHUS: Siden Murens Fald har Aarhus været venskabsby med Skt. Petersborg i Rusland, men nu er det slut. Et enigt byråd vedtog onsdag aften et forslag fra Venstre om at ophæve samarbejdet.
Inden beslutningen har kommunen via KL fået afklaret hos Udenrigsministeriet, at en afslutning af samarbejdet ikke er udenrigspolitik, men en lokal beslutning. Senest har indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S) i fredags sendt en opfordring til at opsige samarbejdet, oplyste borgmester Jacob Bundsgaard (S) på mødet.
Borgmesteren genkaldte sig Murens Fald og stemningen dengang af håb, tro på fremtiden, og at tiden med de store krige var forbi.
- Vi blev venskabsbyer med et ønske om at knytte befolkningerne tættere sammen og dele kultur og perspektiver. Derfor er det ikke nogen nem beslutning, når man skal aflyse et samarbejde, sagde han.
Appel fra ambassadøren
Han oplyste, at den ukrainske ambassadør for nylig opfordrede Aarhus til ikke at aflyse venskabsby-samarbejdet, men at sende en appel til borgmester og borgere i Skt. Petersborg om at appellere til Putin og den russiske elite om at ændre adfærd. Hvis de ikke gjorde det, kunne man opsige samarbejdet.
- Jeg synes, at vi er på den anden side af en tro på, at det kan gøre en forskel. Derfor synes jeg, at byrådet skal imødekomme forslaget fra Venstre, sagde han.
Venskabsbysamarbejdet har faktisk allerede været nedkølet i nogle år, efter at Rusland vedtog en kontroversiel lovgivning om LGBT+-rettigheder. Siden har det været suspenderet, og derfor er det naturlige skridt nu at opsige samarbejdet, mente Jacob Bundsgaard.
Rådmand Christian Budde fra Venstre begrundede partiets forslag med, at nok er der tale om symbolpolitik, men at symboler er vigtige. Samtidig med symbolerne bliver der også handlet, både ved at tage imod flygtninge og ved at forberede næste fase, hvor børn skal hjælpes i institution og skole, og voksne skal hjælpes med sprog og job, understregede han.
Samarbejde med Lviv
Lige så stor enighed, der var i byrådet om at ophæve samarbejdet, lige så stor var opbakningen til et ændringsforslag fra Dansk Folkeparti om at påbegynde et arbejde for, at Aarhus får en ukrainsk venskabsby.
Udover at sende et klart signal vil et samarbejde også kunne bruges til at hjælpe med knowhow inden for bl.a. sundhed og vandforsyning, når krigen engang slutter, og landet skal genopbygges, argumenterede Jakob Søgaard Clausen (DF).
Faktisk indgik kommunen i 2007 en samarbejdsaftale med Lviv i det vestlige Ukraine, oplyste borgmesteren. Og selv om der ikke har været meget aktivitet i samarbejdet, er der en forhistorie, som man oplagt kan bygge videre på.
I erkendelse af, at styret i Lviv har vigtigere ting for lige nu end at tale om venskabsbyer, blev planerne om et nyt samarbejde foreløbig parkeret i magistraten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.