
AARHUS / SYDDJURS / NORDDJURS: Der skal findes en ny privat investor som samlet vil spytte 90 mio. kr. i Aarhus Airport. Dét blev allerede besluttet blandt ejerkommunerne Aarhus, Syddjurs og Norddjurs i maj 2022.
Ejerkommunerne, med Aarhus som den suverænt største, har siden engageret sig med virksomheden Deloitte i deres søgen, men det er ikke lykkedes at finde en privat investor med dybe nok lommer endnu. Derfor besluttede byrådet i Aarhus onsdag aften at forlænge fristen til medio 2024. Det fremgår af referatet fra mødet.
Kommunen begrunder forlængelsen med, at lufthavnen er i en god udvikling. Fx skriver kommunen i sin indstilling, at passagertallene for alle rejsende i perioden fra januar til oktober 2023 er steget med 35 procent sammenlignet med samme periode i 2022. Og ifølge Jyllands-Posten har 500.000 passagerer indtil videre benyttet sig af Aarhus Airport i år.
Tredje gang
Det er dog ikke alle byrådsmedlemmer der er lige tilfredse med udviklingen og den lokale lufthavn. Det radikale medlem Metin Lindved Aydin hæfter sig ved, at det ikke er svært at berette om flotte rekorder i passagertal, når udviklingen sammenlignes med passagertallene under coronapandemien og perioden lige efter.
Andre medlemmer, som Henrik Arens (løsgænger), sår tvivl om, hvorvidt det overhovedet vil lykkes at finde en privat investor. Han refererer til at der er gået lang tid, siden beslutningen om at finde en privat investor blev taget.
- Jeg håber virkelig, at jeg ikke kan ende med at stå tilbage og sige, hvad sagde jeg. At det (Aarhus Airport, red.) var en dårlig forretning, siger han under byrådsmødet.
Da borgmester Jacob Bundsgaard (S) afslutningsvis tager ordet, fortæller han dog, at der muligvis er en privat investor på vej med ombord.
- Der er gang i en positiv dialog med en potentiel investor. Det tager noget tid og vi håber over de kommende kvartaler, at have gjort det færdigt. Forhåbentlig med et godt resultat, der gør at vi har en privat investor med ombord.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.