SORØ: Borgmester Gert Jørgensen (K) i Sorø har nu besluttet at drage Justitsministeriet ind i et tvivlsspørgsmål, om i hvilke tilfælde, en kommune kan benytte sig af de nye bestemmelser fra bandepakken, der trådte i kraft 1. juli.
Netop den type spørgsmål er for tiden uder afklaring over hele landet: Hvor meget skal der egentlig til, for at man kan opfatte rocker- og bandeklubhuse for så 'utryghedsskabende', at de kan lukkes, vel og mærle på sikker juridisk grund.
Den afklaring foregår primært blandt kommune- og politifolk i kredsrådene i de af de 12 politikredse, hvor der findes klubhuse i rocker-bande-miljøet. Umiddelbart har kommunerne i sig selv ikke adgang til viden om, hvor mange og hvilke lovovertrædelser, der finder sted ved klubhusene - og må indhente relevante oplysninger hos politiet.
Og hvornår naboernes usikkerhed ved aktiviteten ved konkrete klubhuse er tilstrækkeligt til en lukning er selvsagt et åbent spørgsmål.
I Sorø havde der et par dage før bandepakken trådte i kraft - 29. juni - været en skudepisode midt om natten. Nærmere bestemt ved rockerklubben Gremium MC's klubhus i landsbyen Lårup.
Kommunen har hidtil fået oplyst, at lukning af den grund ikke kunne komme på tale, fordi bestemmelserne i bandepakken ikke kan virke med tilbagevirkende kraft. Men i et interview på TV Øst blev borgmester Gert Jørgensen (K) oplyst om, at en - ikke navngiven - advokat havde sagt, at der også med tilbagevirkende kraft var mulighed.
- Det var nyt for mig, så derfor undersøgte jeg det nærmere både hos politi og nogle advokater. Her var holdningen dog, at loven ikke kan gælde med tilbagevirkende kraft, men at skudepisoden måske godt kan tælle med i regnskabet, hvis der sker nye utryghedsskabende ting omkring huset i Lårup, siger Gert Jørgensen til Sjællandske. Da kommunen derfor nu står med to modsatrettede advokat-udmeldinger, har borgmesteren besluttet at sende sagen til endelig afklaring i Justitsministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.