LYNGBY-TAARBÆK: Flere børn og krav om flere pædagoger i institutionerne har ført til, at mange kommuner står og mangler pædagoger. Det har Lyngby-Taarbæk Kommune nu prøvet at finde en løsning på ved at tilbyde et engangsbeløb på 15.000 kr. til nyuddannede pædagoger. Det skriver TV2 Lorry.
Ifølge formanden for Dagtilbudsudvalget Sigurd Agersnap (SF) skal pengene sikre, at kommunen tiltrækker flere pædagoger.
- Vi vil gerne have, at flere pædagoger vælger vores kommune til, og en af de måder at gøre det på er at give bedre arbejdsforhold. Det er løn jo en del af, siger Sigurd Agersnap til tv-stationen.
Engangsbeløbet gives til nyuddannede pædagoger efter seks måneders ansættelse. Det gælder de pædagogstuderende, der dimitterer i februar 2022, og pædagoger med mindre end et års erfaring.
I forbindelse med det netop overståede kommunalvalg i november 2021 var et varmt valgkampstema i flere kommuner manglen på varme hænder, herunder pædagoger. Samtidig viser en undersøgelse fra Danske Professionshøjskoler, at der i 2030 vil mangle omkring 13.700 pædagoger på landsplan.
Rift om nyuddannede
Ifølge Sigurd Agersnap er der stor rift om særligt de nyuddannede pædagoger. Derfor har kommunen indgået den nye aftale med pædagogernes fagforening BUPL. Ifølge formanden for BUPL Nordsjælland, Pernille Riis, er Lyngby-Taarbæk på rette spor for at kunne tiltrække flere pædagoger.
- Manglen på pædagoger er alvorlig, og anerkendelsen af, at løn er et væsentlig parameter i bestræbelserne på rekruttering, er vigtig. Et godt og vigtigt skridt i den rigtige retning, siger Pernille Riis, der ser frem til den videre dialog om flere og andre også varige fastholdelsestiltag.
I Lyngby-Taarbæk er der ifølge Sigurd Agersnap en særligt vigtig årsag til, at kommunen skal have tiltrukket flere pædagoger.
- Vi får flere børn i kommunen, og med den nuværende status på pædagoger vil vi i fremtiden få svært ved at overholde minimumsnormeringerne, hvis ikke vi får hevet nogle flere pædagoger til, siger Sigurd Agersnap.
Kommunen forventer, at den nye ordning vil komme til at koste omkring en halv mio. kr. Det svarer til, at cirka 33 pædagoger vil kunne modtage engangsbeløbet.
- Det her er ikke 100 pct. løsningen. Der skal kigges på andre ting også. I Lyngby-Taarbæk Kommune har vi over 200 mål og strategier for pædagoger. Det bør der luges ud i, så pædagogerne kan sættes mere fri, siger Sigurd Agersnap.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.