Københavns Byret tager 6. februar hul på den historiske sag om, hvorvidt banden Loyal to Familia (LTF) kan forbydes. Det oplyser advokat Michael Juul Eriksen efter et retsmøde i Københavns Byret mandag, hvor det blev besluttet, at retten skal bruge i alt 36 dage på at behandle sagen. Den sidste retsdag er planlagt til 30. august næste år, så der er altså tale om en langstrakt affære.
Allerede 4. september valgte politiet at nedlægge et foreløbigt forbud mod banden. I praksis betyder det, at det siden den dag ikke har været tilladt at bære eller anvende bandens kendetegn i det offentlige rum eller på anden måde at videreføre gruppens forehavende. Siden er flere da også blevet sigtet for at bære LTF-kendetegn.
Rigsadvokaten har fire gange tidligere opgivet at få en forening eller en klub forbudt med henvisning til, at den er voldelig eller opfordrer til vold. Men med LTF har Rigsadvokaten vurderet, at man vil være i stand til at bevise, at gruppen er en forening med et ulovligt formål. Sagen tager udgangspunkt i Grundlovens paragraf 87, stk. 2, som lyder: 'Foreninger, der virker ved vold eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.'
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.