dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Joachim Adrian, Polfoto.

Carl Holst træder tilbage som forsvarsminister

Region Syddanmarks tidligere regionsråds­formand var kun minister i tre måneder. OVERBLIK: Sådan gik det galt, trin for trin
29. SEP 2015 14.26

Forsvarsminister Carl Holst (V) træder tilbage fra sin post. Årsagen er, at sager fra hans tid i Region Syddanmark skygger for hans politiske virke, meddeler han i en pressemeddelelse.

- Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg træder tilbage som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Jeg har været glad for og beæret over det privilegium at være minister for et område med så mange dedikerede mænd og kvinder, der hver dag yder en kæmpe indsats for Danmark, siger han.

Hans afgang kommer som kulmination på et tumultarisk forløb, der begyndte med eftervederlag som regionsrådsformand oveni ministerlønnen, og sluttede med sag på sag med tvivl om han tidligere i år havde brugt en regionsansat hjælper i sin valgkamp. 

Løkke: Holsts egen beslutning
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager Carls Holsts beslutning om at træde tilbage til efterretning, siger han. Han svarer ikke på, om Holst havde kunnet blive, hvis han havde ønsket det, men siger, at det var forsvarsministerens egen beslutning.

Carl Holst siger i sin pressemeddelelse, at han har 'måttet erkende, at sager fra min tid som formand for Region Syddanmark er kommet til at skygge for mine muligheder for at gøre en forskel som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde'. Sagerne er 'også efterhånden (...) kommet til at skygge for regeringens arbejde, og det ønsker jeg ikke', meddeler Carl Holst som sin sidste ministerhandling.

Presset på forsvarministeren har været voksende især hen over de seneste uger, men reelt i stort set hele hans ministertid. Selv på dagen for fremlæggelsen af regeringens finanslov kunne hans sager ikke drives ud af mediebilledet. Hans afgang sættes i relief af, at Folketinget endnu ikke har nået at træde ordinært sammen efter FV15.     

Sagerne
Mediepresset mod Carl Holst begyndte med kritik af, at han samtidig modtog både eftervederlag fra sin tidligere post som regionsrådsformand og løn fra sin dengang nuværende post som minister. Lovligt, men angribeligt fandt mange, og det endte med at han fraskrev sig den del af eftervederlaget han endnu ikke havde fået udbetalt.

Dernæst, eller nærmest samtidig, undlod han at besvare et nødråb fra udstationerede danske flymekanikere, med den begrundelse at han var på ferie.

Næste kiks var, da han om Danmarks deltagelse i Irak-krigen kom for skade at henvise til den folkeligt forankrede, men ukorrekte begrundelse, at den skyldtes en urigtig opfattelse af Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Men den begrundelse der fremgår af det daværende beslutningforslag i Folketinget, var at Saddam Hussein havde begået gentagne brud på FN's resolutioner, og Holsts henvisning til den 'forkerte' begrundelse er uvtvivlsomt kommet hans chef, statsminister Lars Løkke Rasmussen, meget på tværs.

En spindoktor for lidt. Eller for meget
Omkring det tidspunkt var der en del, der jokede med, at den nye minister havde behov for en spindoktor, men knap havde han fået en, før dét også var galt. Den udvalgte 'særlige rådgiver' Christian Ingemann havde også arbejdet for Carl Holst i dennes tid som regionsrådsformand i Region Syddanmark. 

Meget hurtigt efter hans tiltrædelse luftede Holsts tidligere kolleger i Regionsråd Syddanmark den mistanke, at Ingemann for sin regions-betalte løn havde ført Holsts valgkamp op til FV15. Synkront med at denne mistanke udvikledes, og til en vis grad underbyggedes, viklede Carl Holst sig ind i underlige bortforklaringer og selvmodsigelser om, hvorvidt Ingemann havde været personlig assistent i regions-tiden.

Det havde han, blev det langt om længe erkendt, hvorefter den eventuelle uautoriserede brug af den daværende regionsmedarbejder til Holst personlige valgkamp igen kom i fokus, nu med den private kampagnemail som omdrejningspunkt. En kampagnemail som ikke kunne indgå i den undersøgelse, som tilsynsmyndigheden Statsforvaltningen havde bebudet at ville iværksætte.

Også den sag blev trukket urimeligt i langdrag, før Carl Holst gav sig og åbnede mailen for Statsforvaltningens undersøgelse. Oveni kom så her i det sidste ministerdøgn en beskyldning om omfakturering for at skjule endnu mere påstået regionsbetalt hjælp til valgkampen.

Ny minister i morgen
I formiddags gik Carl Holst så til statsministeren.

- Jeg talte tidligere i dag med forsvarsministeren som kontaktede mig meget fattet og afklaret med et ønske om at blive fritaget for sin forpligtelse som forsvarsminister og minister for nordiske anliggender. Forsvarsministeren havde den vurdering, at den turbulens der var forårsaget af de sager, der knytter sig til hans tidligere virke, ville skygge over hans arbejde. Plus at det helt åbenlyst har nogle menneskelige omkostninger, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

Udnævnelse af en ny forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde vil ske 'formentlig i morgen', oplyser statministeren.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/carl-holst-traeder-tilbage-som-forsvarsminister

GDPR