
BORNHOLM / HOLBÆK: Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) slog fire nominerede folketingsmedlemmer og fik årets dialogpris ved Folkemødets afslutning lørdag. Folkemødets Dialogpris uddeles hvert år til en politiker, som i særlig grad lytter, går i dialog og lader sig påvirke af debatter.
- Christina K. Hansen rykker gerne fra borgmesterkontoret ud i landsbysamfundene, hvor hun holder 'åbent kontor'. Flere gange har hun været i praktik i kommunale institutioner, hvor hun fx har kørt i rutsjebane i en børnehave og beskåret træer med medarbejdere fra Vej og Park. Hendes autenticitet og ærlighed om, hvad hendes unge alder betyder, er et godt fundament for en åben dialog og politisk debat, sagde Folkemødets formand Jann Sjursen i sin motivation for prisen.
Prisen består af hæderen, et diplom og en statuette, der går videre til næste års vinder. Tidligere års vindere var i 2018 Jacob Mark (SF), i 2017 Liselott Blixt (DF), i 2016 Uffe Elbæk (ALT), i 2015 Ida Auken (R), i 2014 Pia Olsen Dyhr (SF) og i 2013 Esben Lunde Larsen (V).
Alle tidligere vindere er folketingsmedlemmer, og det var også alle øvrige nominerede i år: Magnus Heunicke (S) Karsten Lauritzen (V), Trine Torp (SF) og Mette Abildgaard (K).
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.