Ligebehandlingsnævnet har givet en unavngiven kommune medhold i en sag, hvor en sygemeldt pædagog i 2018 blev fyret efter et længere sygefravær. Nævnet afviser, at fyringen skulle være forskelsbehandling på grund af handicap.
Pædagogen havde undervejs i sin ansættelse udviklet smerter, som blev diagnosticeret som kroniske funktionsforstyrrelser i muskler og led. Derfor fik hun i 2012 en aftale om at gå ned på 25 timer om ugen. I første omgang midlertidigt, men fra 2016 permanent.
I januar 2018 indkaldte en ny pædagogisk leder i institutionen imidlertid pædagogen til samtale for at få hende op på 35 timer. Dagen efter blev hun sygemeldt med stress.
Både hendes kiropraktor og hendes læge erklærede efterfølgende, at kvinden ikke burde arbejde mere end de 25 timer på grund af sine kroniske smerter. Det accepterede lederen, men hun ønskede stadig at ændre arbejdstiden, så de 25 timer blev fordelt på fem og ikke tre dage. Et forslag, som lægen ikke fandt realistisk i forhold til sygdommen.
Lederen endte med at acceptere de tre arbejdsdage, men pædagogen ville så ikke mere være tilknyttet en bestemt stue, hvilket hun opfattede som en degradering, der ville give hende en mere stresset dagligdag.
Klager afvist
Forløbet fik pædagogen til at klage over den nye leder til områdelederen, som dog i juni afviste klagen. Under hele forløbet var pædagogen fortsat sygemeldt, og i juli fik hun brev om, at hun ville blive afskediget på grund af sit omfattende sygefravær.
Hendes fagforening protesterede og fandt, at der havde været tale om chikane, og krævede omplacering, men uden resultat. Også et efterfølgende krav om en erstatning på et års løn for brud på ligebehandlingsloven blev afvist af kommunen.
Pædagogen klagede over fyringen til Ligebehandlingsnævnet, som altså nu afviser klagen.
Nævnet anerkender de kroniske funktionsforstyrrelser som et handicap. Men nævnet konstaterer, at afskedigelsen var begrundet i sygefravær på grund af stress og ikke på grund af pædagogens handicap, og at der ikke er fremkommet oplysninger om, at stressen var udløst af hendes handicap.
"Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at afskedigelsen af hende var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap," skriver nævnet i sin afgørelse, som kan læses her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.