
ODSHERRED: Odsherred Forsynings administrerende direktør, Fanny Villadsen, har sagt op, fordi hun har fået nyt job den 1. juni. Det meddeler selskabet.
Opsigelsen kommer, samtidig med at byrådet tirsdag nikkede til en indstilling fra borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) og kommunaldirektøren om, at Susan Münster udpeges som ny bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning.
Situationen for selskabet har længe været turbulent og udspringer af alvorlige økonomiske problemer i et fjernvarmeprojekt i den sydlige del af kommunen.
Direktør: Friske kræfter må til
Den afgående direktør vil overlade det til andre at finde de bedste løsninger for selskabet.
- Det står klart for mig, at den nye bestyrelse bør vælge deres egen direktør, siger Fanny Villadsen, der stiller sin viden til rådighed for den kommende direktør og bestyrelsesformand.
Fanny Villadsen har siden 2013 haft forskellige stillinger i Odsherred Forsyning, før hun i 2019 blev administrerende direktør.
Mens hun var på barsel i 2022-2023, var en tidligere økonomidirektør konstitueret som adm. direktør, og der viste sig efterfølgende alvorlige fejlantagelser i beregningerne fra hans side.
Økonomidirektøren blev i januar i første omgang fyret. Det blev kort tid efter ændret til en bortvisning, med den begrundelse, at han havde overtrådt selskabets interne retningslinjer. I marts blev der sat gang i en advokatundersøgelse, og der blev indgivet en politianmeldelse.
Den hidtidige formand trak sig i april som den tredje politiker på kort tid. Allerede i marts konstaterede han, at bestyrelsen ikke var blevet præsenteret for fjernvarmeprojektets reelle økonomiske grundlag, og at taksterne ville komme til at stige.
Anlægsomkostningerne blev først estimeret til 950 mio. kr., men er i to omgange opjusteret, så de nu ligger på 1,6 mia. kr. Problemerne i forsyningsselskabet vil i det hele taget få betydning for kommunens økonomi.
Aktuelt forhandles der med kreditorerne Nordea og Kommunekredit, hvor kommunen har stillet en garanti for fjernvarmeprojektet på 576 millioner kroner.
Borgmester: Vi må stå sammen
På byrådsmødet tirsdag slog borgmester Karina Vincentz til lyd for, at alle står sammen om at få Odsherred Forsyning på fode igen.
- Der er brug for, at vi får gode kompetencer ind i bestyrelsen, sagde hun og understregede, at der er tale om en helt ekstraordinært svær situation, der får betydning for kommunens økonomi og for de mange borgere, der er afhængige af selskabets ydelser.
Susan Münster er i dag direktør i brancheforeningen Danske Vandværker og har tidligere været direktør i Holbæk Forsyning. Sammen med hende indstilles Niels Larsen, der er direktør i foreningen Decentral Energi, som nyt bestyrelsesmedlem.
Den sidste ledige bestyrelsesplads afventer, at bestyrelsen finder ud af, hvilke kompetencer den mangler.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.