
RANDERS: Forureningen stiger, og det bliver sværere at sikre rent drikkevand i Randers Kommune.
Indtil nu har forsyningsselskabet Verdo fundet forhøjede værdier af pesticider i grundvandet på to kildepladser, og det er blandt andet årsagen til, at Oust Mølle kildeplads nu skal udfases efter at have været i brug i 150 år.
Selvom drikkevandet i Oust Mølle stadig er rent, viser analyserne, at påvirkningen af grundvandsmagasinerne indenfor en årrække vil gøre kildepladsen mindre egnet til indvinding af drikkevand.
Behov for politisk handling
Senest har Verdo opkøbt 20 hektar jord ved Randers Sønderskov for at beskytte indvindingen ved Vilstrup Vandværk, men det er kun begyndelsen, fortæller Peter Nordahn, chef for Vand og Digital Forsyning hos Verdo:
- Vi står overfor en kæmpe opgave, hvor vi bliver nødt til at trække på alle de redskaber, der er til rådighed. Derfor arbejder vi på at sikre de områder, hvor vi indvinder vand. Det kan være igennem opkøb af jorden, men også med dialog med landmændene om udfasning af sprøjtemidler og kvælstofreduktion i områderne nær kildepladserne.
Verdos divisionsdirektør for Energi- og Forsyning Jesper Møller Larsen mener også, at der er behov for politisk handling.
- Det her er ikke en opgave, vi kan løfte alene, og som det er lige nu, går det for langsomt - både i myndighedsbehandlingen og politisk. Vores arbejde sker ikke på baggrund af den eksisterende lovgivning, men på trods af den. Både forsyningsselskaber, lodsejere og ikke mindst myndigheder mangler de redskaber, der skal til, for at vi sammen kan sikre drikkevandet for de næste generationer, siger han.
Udover den forebyggende beskyttelse af grundvandet, er Verdo aktuelt i gang med at undersøge mulige alternativer til Oust Mølle kildeplads.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.