
Ganske mange folketingsmedlemmer og -kandidater har en politisk baggrund i kommunalbestyrelser og regionsråd. Og det gælder også for flere af de politikere, der i de seneste uger er kommet med udmeldinger om deres fremtid.
I Køgekredsen har De Radikale genvalgt Line Krogh Lay, der er byrådsmedlem i Stevns, som folketingskandidat, oplyser sn.dk. Line Krogh Lay, der især har været drivkraften i debatten om Lynetteholmen i København og dumpningen af slam i Køge Bugt, fik ved FV19 239 personlige stemmer og blev anden suppleant i Sjællands Storkreds, hvor Zenia Stampe fik et kredsmandat og Kathrine Olldag et tillægsmandat.
I Tårnbykredsen er byrådsmedlem i Tårnby Martin Wood Pedersen (K) af de konservative vælgerforeninger i Tårnby og Dragør opstillet som folketingskandidat, oplyser Dragør Nyt. Øverst på den konservative liste stod ved FV19 Caspar Stefani, som blev tredje suppleant i Københavns Storkreds, der gav et kredsmandat til Katarina Ammitzbøll.
I Næstvedkredsen ønsker den konservative kandidat fra FV19, Louise Lindhagen, på grund af sit arbejde ikke at stille op igen, oplyser sn.dk, og det har givet borgmesterkandidaten fra KV21, Rune Kristensen, blod på tanden, så han satser på grønt lys fra den konservative vælgerforening i Næstved, når der er opstillingsmøde i juni.
Selv fortæller Rune Kristensen, at han er blevet opfordret til at søge mod Folketinget af blandt andet den politiske ordfører Mette Abildgaard. Som partiet står i meningsmålingerne lige nu, er der udsigt til en fordobling af stemmetallet ved valget, der skal afholdes senest 4. juni 2023. Hans store drøm er dog stadig at blive borgmester i Næstved, og han mener ikke, det vil blive et problem at bestride både byråd og folketing.
I Horsenskredsen er der opstået spekulationer i de socialdemokratiske cirkler, efter Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) stopper efter FV19. Han var nemlig opstillet i Horsens, og det fik borgmester Peter Sørensen (S) til at komme med et lidt henholdende svar på et spørgsmål fra Horsens Folkeblad: om en folketingsplads var noget for ham? Han siger, han vil overveje det, hvis han bliver spurgt.
I Frederikssundkredsen har tidligere byrådsmedlem i Halsnæs Trine Torp (SF) besluttet sig for at stoppe i Folketinget efter næste valg, oplyser ritzau. Ved KV09 blev hun valgt ind i byrådet i Halsnæs, en post hun bestred frem til 2015, hvor hun blev valgt til Folketinget, efter at hun siden 2012 havde været med i SF's landsledelse. Lige nu har hun partiets kredsmandat i Nordsjællands Storkreds. Så der bliver en ledig plads.
Det samme er tilfældet i Assenskredsen, hvor MF Julie Skovsby (S) nu melder ud, at hun vil noget andet efter fire perioder i Folketinget. Hun er sit partis psykiatri- og kirkeordfører. Hun sidder på et tilllægsmandat i Fyns Storkreds, hvor S også har fire kredsmandater.
Til Fyens Stiftstidende siger kredsformand Poul Hvid-Jensen, at man allerede har gjort sig tanker om en erstatning for en lokal folketingskandidat.
- Vi går efter en yngre kvinde - eller i hvert fald en kvinde. Vi mener, at der skal flere kvinder i Folketinget. Der er for få, mener han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.