En hundredeårshændelse, der snart kan blive til en tyveårshændelse

At kommuner vil have penge fra staten, er verdens mindste overraskelse. Når det alligevel ikke er helt uden nyhedsværdi efter stormen og især stormfloden forrige weekend, så skyldes det, at udgiftsniveauet for oprydningen og ikke mindst en sikring mod gentagelser åbenlyst er mere, end enkeltkommuner kan gabe over.

Private kan gå til Naturskaderådets stormflodspulje og få erstatning for skader på deres huse og sommerhuse, men kommunerne har ingen steder at gå hen for at få hjælp til ødelagt infrastruktur som havne, veje, fritidsanlæg og ødelagt kystsikring. Og da slet ingen steder at gå hen for at få hjælp til ny kystsikring. Ingen andre steder end staten.

Denne gang gik det især ud over steder som Sønderborg, Assens, Møn i Vordingborg Kommune og Rødvig i Stevns Kommune, mens Lolland lige nøjagtig klarede den med sit 150 år gamle dige. Generelt var det hele sydkysten mod Østersøen fra Flensborg Fjord over Lillebælt, Sydfyn med øer, Sydhavsøerne og Østsjælland op til Avedøre Holme i Hvidovre Kommune lige udenfor København, der var udsat.

Et lidt andet setup end det tilbagevendende på Jyllands vestkyst, hvorfor det forekom nærmest utidigt, at miljøminister Magnus Heunicke mandagen efter uvejrsweekenden præsenterede en klimatilpasningsplan, hvor hovedingrediensen er sand for en mia. kr. på netop Jyllands vestkyst, så havet kunne få noget at tage af. Meget old school.

I forhold til den jyske vestkyst bør man bemærke de seneste mange årtiers fravær af stormflodsproblemer på den syd- og sønderjyske (og nordtyske) del, hvor man tilbage i 1979-1981 opførte det på det tidspunkt ganske omstridte fremskudte dige. Det var fremprovokeret af en stormflod i 1976 og blev trykprøvet allerede i 1981 kort efter færdiggørelsen, og det holdt stand trods en rekordhøj vandstand på 5,01 meter over dagligt vande, hvor det var værst.

Siden har man ikke hørt til hverken omstridthed eller oversvømmelser. Så det kan altså lade sig gøre at beskytte sig mod havet. Men det koster. 120 mio. kr. for de 8,5 kilometer på den danske side, dengang vel at mærke. Det ville svare til rundt regnet det tredobbelte i dag, og hvis man ganger op på kilometrene rundt langs hele den senest ramte strækning, når man en sum, så det ikke kan lade sig gøre alligevel. Der vil skulle vælges, og vælges fra.

Allerede i forbindelse med det fremskudte dige ved Tøndermarsken blev der argumenteret for, at man hellere skulle afstå fra at ville kæmpe mod naturen, og den overvejelse er ikke blevet mindre aktuel af udsigterne for fremtidens klimaforhold. Forrige weekends hundredeårshændelse bliver til en tyveårshændelse inden vi ser os om, og man bliver nødt til at revurdere på hvor lave steder man vil bygge.

Hvem “man” er, udestår at blive afgjort. Der argumenteres både for lokalkendskab og for centrale kriterier, og den modsætning overkommer man erfaringsmæssigt ikke i en håndevending. 

I forhold til allerede eksisterende byggeri og infrastruktur kalder fremtidsudsigterne for vejrets udvikling også på en stillingtagen til balancen mellem naturhensyn og hensynet til sikring af værdier. Der er mange sommerhusejere, der hellere end gerne vil sikre deres matrikel for egen regning, hvis de ellers kunne få lov.

Kommunerne har længe argumenteret for, at kystsikring er en statslig opgave, og møder nu muligvis en anelse mere lydhørhed end før stormfloden, og samtidig er lokale digelag på vej til at slutte sig sammen i en landsforening for med større vægt at kunne efterlyse flere offentlige penge til kystsikring. Måske kommer der også en dag en åbning for private, der ikke efterspørger penge fra nogen, men bare godt vil betale selv.