Et bedrag af dimensioner

Af Astrid Krag

Danmark er ramt af en økonomisk krise. Skal man tro på regeringen, så er den alene kommet udefra og har intet at gøre med den økonomiske politik, Danmark har ført. Kigger man lidt nærmere på tallene, bliver det nu alligevel lidt tankevækkende, at det store underskud - det såkaldte holdbarhedsproblem - som dansk økonomi kæmper med, opstod i forbindelse med de skattelettelser, som regeringen gav i 2004 og 2007, og som fra starten var underfinansierede.

Men altså, skal vi tro statsminister Lars Løkke Rasmussen, så er Danmark alene et stakkels offer for en international, global økonomisk krise. Og den krise efterlader en regning, der skal betales. Og vel og mærke en regning, der skal betales lige her og nu, har statsministeren ladet danskerne forstå med ansigtet lagt i alvorlige folder.

Rudekuverten spillede en hovedrolle i statsministerens fortælling, knyttet til ordene: »Det er som med en almindelig husholdning«. Og her, altså i en almindelig husholdning, ja, der må man også betale regningen.

Rudekuverten forsvinder ikke, bare fordi man skubber den til side. En historisk stram kommuneaftale, en genopretningspakke med forringelser af dagpenge, børnecheck, videre- og efteruddannelse, højskolernes mulighed for at oprette korte kurser til f.eks. pensionister og meget mere. Hvorefter statsministeren erklærer at nu er regningen betalt. Rudekuverten adresseret - sagen ude af verden.

At påstå, at regningen for regeringens uansvarlige økonomiske politik - eller den internationale krise, hvis man skal hoppe på regeringens halvkvædede vise - er betalt er ikke bare frækt. Det er bedrag af dimensioner. For ikke alene lod man de arbejdsløse og børnefamilierne betale en stor klump af regningen. Nej, man udfakturerede langt størstedelen til de mennesker, der står med ansvaret for vores folkeskoler, ældrepleje, børnepasning, kollektive trafik og alle de andre store velfærdsområder.

Man sendte regningen til kommunerne - og mens regeringen har travlt med at skyde på S og SF's plan for at være værre end ti fugle på taget, så må man sige, at regeringens egen redningsplan hviler på et markant mere usikkert - og langt mere usympatisk - grundlag. Nemlig den forudsætning, at kommunerne rundt omkring i landet kan overholde den stramme økonomiaftale, som de i juni måtte indgå med, hvad der er blevet betegnet som en pistol for panden.

At påstå, at regeringen har betalt regningen, mens den i virkeligheden er sendt videre til kommunerne er uhæderligt og kujonagtigt. Intet mindre. Vi står i en alvorlig krise. Her er vi enige. Og vi skal finde de midler, der skal til for at løse dansk økonomis holdbarheds problem. Herom er der heller ingen uenighed. Men at vælge en tilgang, hvor man frejdigt postulerer, at man har betalt regningen, når man i virkeligheden bare har sendt den videre, det er for lavt. Hvis det er sådan, statsministeren styrer sin private økonomi, vil jeg gerne vide, hvad han gør for at holde kreditorerne fra døren - for jeg kender ingen husholdninger, hvor man slipper godt af sted med den tilgang. Elregningen? Jo, den har jeg skubbet ind under naboens dør. Betaling for ungernes musikskole - ja, jeg tænkte, at hende den lille med tubaen egentlig hellere måtte betale. Ville det fungere? Nej, vel!

Regeringen vil påstå, at der ikke er noget at komme efter. Det har vi ligesom hørt før. Men virkeligheden er jo, at man i stort set alle landets kommuner skal hive adskillige hvide kaniner op ad hatten for at komme uden om nedskæringer på velfærdens kerneområder. Det er ikke bare noget, borgmestre fra SF og socialdemokratiet siger. Det siger såmænd også borgerlige borgmestre. Johnny Søtrup der er borgmester for Venstre i Esbjerg kommune siger: »Når vi ikke får flere penge, så betyder det servicereduktioner«. Og Venstre-borgmester Arne Sigtenbjerggaard i Vejle kommune siger: »Vi har allerede skåret på administrationen. De nye besparelser skal findes på skoler, daginstitutioner, ældre, voksen- og handicapområdet. Alle serviceområderne kommer til at mærke det her.« De nyeste tal fra Offentligt Ansattes Organisation (OAO) viser, at syv ud af ti kommuner planlægger at spare på kernevelfærden. Og de gør det ikke af lyst, skal jeg hilse og sige. De gør det af nød. Fordi nogen har sendt en regning videre til dem.

Når nu du oplever, at din gamle mor fremover kun vil få gjort rent en halv time hver tredje uge, eller at hun klager over, at hjemmehjælperen endnu mere fortravlet flyver ind ad døren for at nå det samme på mindre tid. Når dine ungers daginstitution melder ud med et par lukkedage mere eller sparer morgenmaden væk. Når biblioteket lukker, og busruten nedlægges. Ja, så er det værd at huske, at sådan behøvede det ikke være. Og at ansvaret for, at det alligevel blev sådan, ligger et bestemt sted. Pilen peger tilbage på en mand, der elsker at tale om rudekuverter og betalte regninger. Men som har lidt svært ved at leve op til det.

Var det i stedet SF, der sammen med Socialdemokraterne skulle føre Danmark helskindet ud af krisen, så ville vejen være en anden. I stedet for at betale rudekuverten med ringere velfærd til skade for helt almindelige mennesker, så peger vi på, hvordan vi kan arbejde og investere os ud af krisen. Hvordan vi ved at fremrykke offentlige investeringer kan skabe de arbejdspladser, der er forsvundet ud af landet i hundredtusindvis under krisen. Til gavn for de arbejdsløse og til gavn for statskassen, der både sparer penge på overførselsindkomster og får skatteindtægter fra de nu ikke længere arbejdsløse. Og til gavn for os alle sammen, når vi får renoveret vores offentlige bygninger, så de bliver rarere at være i for vores børn og gamle og billigere at varme op. Vi gør det også for at kickstarte dansk økonomi. Alle ved, at vælger man nedskæringsvejen, som regeringen og Dansk Folkeparti har gjort, så koster det ikke bare offentlige arbejdspladser, men også private. Omvendt vil en kickstart af dansk økonomi med fremrykning af de offentlige investeringer, der allerede ligger i pipelinen, ikke alene skabe flere offentlige arbejdspladser. Nej, der vil også følge en vækst i private arbejdspladser med, og på den måde kan vi booste det spirende opsving i stedet for at trampe det ihjel. Det er vist, hvad man kan kalde en win-win-win-win.

Og vi peger i vores plan på, hvordan vi kan vælge en anden vej i forhold til kommunerne og vores kernevelfærd end den nedskæringsvej, som regeringen har valgt. For selvfølgelig skal alle bidrage, hvis vi skal komme ud af den krise, Danmark står i i dag. Den offentlige sektor skal blandt andet bidrage ved at få pengene til at strække længere.

Både kommunerne og regionerne vil blive mødt med krav om effektivisering. Til gengæld lover vi at sikre mindre bureaukrati og friere rammer. Perspektivet skal være, at de selv beholder gevinsten, som kan investeres i bedre borgernær velfærd, i stedet for i dag, hvor eventuelle effektiviseringsgevinster snuppes af regeringen, endda før de er indtruffet. Det er ikke bare risikabelt, som den aktuelle tinglysningsskandale viser med uhyggelig klarhed. Det er også meget kortsigtet.

Ved at lade kommunerne beholde de gevinster, de opnår ved effektivisering, sikrer vi rum og overskud til den konstante udvikling, der skal og må foregå i vores velfærdsinstitutioner, hvis vi også fremover skal have råd til et stærkt velfærdssamfund. Det handler om udvikling og implementering af velfærdsteknologi.

Det handler om bedre forebyggelse, så vi får færre på offentlige ydelser. Samtidig vil vi indgå et forpligtende partnerskab med kommunerne for blandt andet at få nedbragt antallet af dyre børnesager og sikre færre unge på førtidspension.

Et blankt stykke papir har statsministeren kaldt S og SF's plan Fair Løsning.

Det blankeste i den her sag er vist statsministeren, når han tror, han kan slippe af sted med at sende rudekuverten videre til den borgernære velfærd i kommunerne for efterfølgende at erklære, at nu er regningen betalt.

Astrid Krag (SF) er næstformand for SF's folketingsgruppe