
BORNHOLM: En særlig indsats på fleksjobområdet i 2021 bliver nu forlænget med tre år, efter at den har vist sig at spare Bornholms Regionskommune for penge.
Indsatsen er lavet som en business case og går ud på at følge hurtigt op på aftaler om fleksjob i stedet for at nøjes med de opfølgninger efter 2,5 og 4,5 år, som loven kræver.
Den hurtigere opfølgning har betydet, at en del ansatte i fleksjob er kommet op på et højere ugentligt timetal. Det er både til gavn for den ansatte og for arbejdsgivere, som mangler arbejdskraft.
Samtidig har man reduceret den personlige assistance til nogle af fleksjobberne, så den "svarer til det reelle behov og dermed undgår overkompensation til virksomhederne", som der står i referatet fra job-, udviklings- og fritidsudvalget, som har behandlet sagen.
Knap en halv mio. kr. sparet
Indtil 1. november har forsøget i år givet en reduktion af udgifterne på 922.000 kr., og fratrukket 450.000 kr. til ansættelse af medarbejder har det givet en nettobesparelse på 472.000 kr.
Det har endda trukket den modsatte vej, at der i perioder pga. corona har været lukket delvist ned for beskæftigelsesindsatsen, og at mange virksomheder af samme grund har ønsket at skære kraftigt ned i timetallet også for fleksjobbere.
350 sager indgår i opgørelsen, og i 115 af dem har det ikke været muligt at øge timetallet eller effektiviteten, fordi virksomheden ønskede timetallet reduceret til et minimum.
Det blev også konstateret, at mange af de ansatte i fleksjob med lavt timetal eller lav effektivitet ikke er i stand til at arbejde mere, så her gik det ud på at fastholde dem i fleksjob for at undgå førtidspension eller ledighed. Den konstatering førte til, at man nu primært ser på sager med et højere timetal, fordi der her er et større potentiale for at hente besparelser.
I nogle af sagerne har de ansatte skiftet job eller er blevet sygemeldt, men i 139 sager har der været en dialog om øgning af timetal, effektivitet eller reduktion af den personlige assistance. Ikke alle er endt i en ny aftale, men der er dialog i gang.
Mangel på arbejdskraft
Virksomhederne har været glade for de ekstra besøg, fordi de indimellem har haft en oplevelse af at stå alene med en kompleks ansættelse, fremgår det af referatet.
Desuden er der en vis mangel på arbejdskraft på øen, og det har givet succes med fleksjobbere, siger Allan Westh, centerchef for job, uddannelse og rekruttering, til TV2 Bornholm.
- Her kan det godt betale sig at have en ansat, som måske kan arbejde 15 eller 20 timer, og hvor virksomheden ikke har brug for en fuldtidsstilling, siger han til tv-stationen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.