
Regeringen lancerede onsdag en rammemodel for exit-programmer til bande- og rockermedlemmer, der ønsker en vej ud af miljøet. Personer, der allerede er tilknyttet bande- og rockermiljøet og er motiverede for at komme ud af miljøet, kan nu få myndighedernes hjælp til et skræddersyet exit-program.
Justitsministeren har sammen med beskæftigelsesministeren og socialministeren præsenteret den politiske følgegruppe vedrørende bandeindsatsen for en rammemodel for exit-programmer til bande- og rockermedlemmer, der ønsker en vej ud af miljøet.
Med rammemodellen sættes fokus på et styrket myndighedssamarbejde gennem etableringen af særlige exit-enheder, som kan målrette og skræddersy et exit-program for det enkelte bande- og rockermedlem.
Bande- og rockermedlemmet, der ønsker en vej ud af miljøet, får tilknyttet én fast kontaktperson på tværs af myndighederne, og der indgås en detaljeret kontrakt, der tager udgangspunkt i hver enkelt persons individuelle behov og muligheder for så vidt angår uddannelse, arbejde, ny bopæl og behandling mv.
Socialminister Benedikte Kiær (K) siger om exitprogrammet:
- Hvis vi skal have færre rockere og bandemedlemmer, er det vigtigt, at vi sikrer en vej ud af banderne for de, der allerede er kommet ind i miljøet. Og det er desuden meget vigtigt, at de relevante aktører samarbejder om indsatsen både med hensyn til sociale indsatser, misbrugsbehandling, beskæftigelse, uddannelse samt bolig og lignende. Med rammemodellen for exitprogrammer peger vi på en god model for organisering af indsatsen og en samlet oversigt over relevante tiltag.
Regeringen lægger væk på en fortsat massiv polititilstedeværelse og intensiv efterforskning i forhold til bandekriminaliteten. Planens andet ben er en målrettet forebyggende indsats med etablering af exit-grupper. Justitsministeriet beskriver grupperne på denne måde i en pressemeddelelse:
'En helstøbt indsats over for bande- og rockerkriminalitet omfatter endvidere et styrket fokus på mulighederne for at hjælpe personer, der vil ud af bande- og rockermiljøet. Personer, som allerede er tilknyttet bande- og rockermiljøet og er motiverede for at komme ud af miljøet, skal sikres den hjælp og støtte, der er behov for.
Regeringen har derfor udarbejdet en rammemodel 'En Vej Ud', der kan bruges i hele landet i forbindelse med etablering af exit-programmer til bande- og rockermedlemmer, så de kan hjælpes ud af miljøet.
Med rammemodellen etableres et styrket myndighedssamarbejde, der som et centralt element indebærer, at der i de enkelte politikredse etableres lokale exit-enheder med repræsentanter fra politiet, kriminalforsorgen og kommunerne.
Exit-enhedernes opgaver bliver i første omgang at vurdere, om et bande- eller rockermedlem er egnet og motiveret til at indgå i et exit-forløb. Hvis dette er tilfældet, skal exit-enheden skræddersy et individuelt tilpasset exit-program i samarbejde med de relevante myndigheder, herunder især de sociale myndigheder. Enheden vurderer i den forbindelse, hvilke af de tilgængelige tilbud inden for de respektive myndigheders ressortområde der er relevante og egnede i forhold til den pågældende. Det kan f.eks. dreje sig om en ny bopæl, uddannelse, misbrugsbehandling mv. I tilknytning hertil vurderer politiet, om der i forhold til den pågældende er behov for at supplere exit-programmet med tiltag omkring vidnebeskyttelse.
Herudover udpeges der i exit-enheden en kontaktperson for det enkelte bande- eller rockermedlem. Kontaktpersonen kommer som udgangspunkt til at stå for al kontakt mellem det enkelte bande- eller rockermedlem og exit-enheden samt myndighederne.'
København glæder sig over, regeringen nu handler
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig over, at justitsminister Lars Barfoeds (K) udspil.
Det var Københavns Kommune, der som de første i landet tog initiativ til en exit-strategi for at få unge kriminelle ud af den kriminelle løbebane, og overborgmesteren har flere gange efterlyst handling fra regeringens side. Nu har regeringen spillet ud, og Frank Jensen glæder sig over, at der nu sættes handling bag ordene:
- Jeg har flere gange efterlyst et udspil på det her område fra regeringens side, fordi der er brug for en styrket, fokuseret og koordineret fælles indsats på tværs af kommunegrænser og myndigheder. Det er en meget vanskelig opgave at få unge væk fra en kriminel løbebane, men vi er nødt til at gøre noget, så trygheden for borgerne øges og de unge for muligheden for en ny chance i livet,” siger Frank Jensen.
Københavns Kommune har indtil videre 35 unge involverede i exitprogrammet, og det har hele tiden været kommunens håb at etablere et samarbejde om problematikken med andre myndigheder.
- Hele ideen med et exit-program er at bryde fødekæden til de kriminelle miljøer ved at få de unge til at vælge uddannelse og arbejde i stedet for kriminalitet. For at man effektivt kan gøre det, er man nødt til at arbejde på mange niveauer i samfundet. Derfor er jeg glad for, at regeringen nu kommer på banen med en strategi. Det er afgørende, at den indeholder stærke og handlekraftige nationale værktøjer til at matche udfordringerne, siger Frank Jensen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.