
FANØ: Da Festival Vesterland i sommers løb af stablen, beskadigede festivalen en kommunal strømforsyning og brugte derefter strøm fra en SFO uden tilladelse. Det fremgår af en orientering til Fanø Kommunes erhvervs-, natur- og teknikudvalg.
Festivalen kontaktede kommunen før arrangementet med ønske om, at alt lyset omkring området, hvor der ligger en skole, ville være tændt i døgndrift. Kommunen godkendte ønsket med forbehold om, at festivalen selv betalte for strømforbruget.
Dagen før festivalen opdagede en pedel fra skolen, at strømforsyningen var beskadiget. Efter dialog med en elektriker fra festivalen kunne man konstatere, at festivallen havde beskadiget strømforsyningen i jorden, da den havde banket teltpæle til arrangementet ned i den. Festivalen informerede dog ikke kommunen om, at den havde beskadiget forsyningen.
På samme tidspunkt fandt en SFO i området ud af, at festivalen havde koblet sine toiletvogne til dens strømforsyning - uden tilladelse. SFO'en slukkede for strømmen og festivalen oplyste herefter, at den i stedet ville bruge en generator, som den selv ville leje.
Brugte strømmen uden tilladelse
En kommunal medarbejder oplyste til festivalen, at arrangementet dog gerne måtte bruge SFO'ens strøm, men at den skulle aflæse elmåleren, så den kunne betale for den strøm, som blev brugt. Derudover måtte strømmen kun bruges, hvis de havde lavet en aftale på forhånd om det, hvilket de ikke havde.
Da SFO'ens medarbejdere mødte ind om mandagen, hvor festivalen var ovre, kunne de se, at den alligevel var koblet til strømforsyningen. Om fredagen havde festivalen, på trods af dialogen, blot bedt en vikar i fritidstilbuddet om at slå strømmen til, så den kunne benytte den. Altså havde arrangementet brugt den kommunale strømforsyning uden tilladelse - selvom den var oplyst om, at dette ikke var tilladt.
Kommunen vil nu beregne et estimat af strømforbruget og sende en regning til festivalen. Derudover vil kommunen have festivalen til at betale for reperationen af det strømanlæg den beskadigede, da festivalteltene skulle opsættes.
I fremtiden vil kommunen gøre arrangører generelt opmærksomme på, at det altså kræver tilladelse fra kommunen at anvende kommunal strøm.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.