
De første danskere vaccineres søndag den 27. december på plejehjem i alle fem danske regioner. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag på et pressemøde.
Vaccinationerne begynder kl. 9 om morgenen. Magnus Heunicke fortæller, at vaccinationerne vil blive foretaget stort set simultant i regionerne.
Det er i alt fem plejehjem, hvor beboerne får de første danske vaccineskud.
Det drejer sig om Kærbo i Ishøj, Blomstergården i Slagelse, Birkebo i Aalborg, Ankersgade I Aarhus og Ældrecenter Øst i Odense.
Statens Serum Institut modtager de første vaccinedoser lørdag. Her ankommer i alt 9.750 doser i første omgang, der derefter sendes ud til regionerne.
Ugen efter ventes der at blive leveret tæt på 40.000 doser, mens der i ugerne efter vil komme knap 48.000 doser om ugen.
Køber flere doser
Magnus Heunicke oplyste også på pressemødet, at Danmark har lagt billet ind på at købe yderligere 2,6 millioner doser af Pfizer og BioNTechs coronavaccine.
Danmark har allerede en aftale om at modtage vacciner fra Pfizer og BioNTech, så 1,5 millioner danskere kan vaccineres. Der er også mulighed for at tilkøbe vaccinedoser til yderligere en halv million.
De nye aftale er indgået uden om EU, der ellers har stået for at lave forhåndsaftaler med selskaber, der prøvede at udvikle en coronavaccine.
Også Tyskland er gået solo og har købt flere vacciner uden om EU. Tyskland har købt 30 millioner doser af vaccinen. De står også til at modtage 55,8 millioner doser fra EU-aftalen.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.