FREDERICIA: Det er ikke gået stille for sig i Fredericia, hvor først nu tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) meldte sin afgang i december sidste år. Siden blev kommunaldirektøren og en økonomi- og personalechef sendt hjem, mens en advokatundersøgelse foregik.
Konklusionerne af den undersøgelse er kommunen med den nye borgmester Steen Wrist (S) i spidsen nu klar til at præsentere i dag på et pressemøde kl. 11. Det skriver TV Syd. Advokatfirmaet Horten står bag undersøgelsen, og samtidig foregår der interne undersøgelser på rådhuset.
Steen Wrist har udtalt til Fredericia Dagblad, at han ønsker "så stor åbenhed som overhovedet muligt". Den starter altså i dag kl. 11, efter at byråd og økonomiudvalget er orienteret onsdag og torsdag i denne uge.
På pressemødet vil borgmester Steen Wrist, 1. viceborgmester Susanne Eilersen og fungerende kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal præsentere resultaterne i byrådssalen.
Upassende forhold og dårligt arbejdsklima på rådhuset
Sagen er startet med, at Jacob Bjerregaard efter sigende har fået adgang til en attraktiv byggegrund udenom reglerne. Siden er der blevet meldt om, at der har været et meget dårligt arbejdsklima på rådhuset, hvor han har fået folk til at droppe jobbet.
Lignende lyder i Ekstra Bladet, som beretter, at der ifølge flere kilder skulle være et "upassende forhold" mellem borgmesteren og den fritagede kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe.
Økonomi- og personalechefen, Tommy Abildgaard, blev sendt hjem i februar, da han ikke har reageret på medarbejdernes henvendelser vedr. dette "upassende forhold".
Camilla Nowak Kirkedal udtalte i forbindelse med fritagelsen, at "Vi er i forbindelse med egne undersøgelser, sideløbende med advokatundersøgelsen, blevet opmærksomme på forhold indenfor økonomiområdet, der skal undersøges yderligere. Derfor kan økonomi- og personalechefen ikke være på arbejde imens."
Mange af kommunens djøfere har forladt jobbet som følge af fremlæggelse af et Mulighedskatalog, som reelt var et sparekatalog.
Bjerregaard skulle også have hjulpet sin kone til et topjob i kommunens havneselskab. Et job, hun nu har forladt, fortæller hun til Ekstra Bladet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.