
FREDERICIA: Der er kommet ro på direktørposterne lidt endnu i Fredericia. Fungerende kommunaldirektør Camilla Nowak konstitueres på posten, har byrådet besluttet. Hun har været fungerende siden 5. januar, hvor tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe blev sendt hjem.
Byrådet har også besluttet at konstituere Vibeke Kinch midlertidigt som koncerndirektør for Børn, Unge & Kultur. Det er Nowaks konstituering, der gør denne post ledig.
Det besluttede byrådet mandag, hvor det også besluttedes at bortvise Annemarie Zacho-Broe.
- Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med byrådet. Jeg tror på, at vi i fællesskab mellem byråd og direktion kan forene kræfterne og lede Fredericia Kommune igennem den nuværende situation. Jeg har i de sidste tre måneder mødt en stor velvilje og opbakning fra byrådet, koncernledelsen og ikke mindst fra min direktørkollega Yelva Jensen. Vi vil gøre alt det bedste for Fredericia, siger konstitueret kommunaldirektør Camilla Nowak.
Vibeke Kinch har tidligere været direktør for Børn og Kultur i Fredericia, men forlod stillingen i september 2014 for at blive kommunaldirektør på Fanø. Denne stilling fratrådte hun den 1. oktober sidste år.
- Vi har været så heldige, at Vibeke Kinch har sagt ja til at hjælpe os. Vibeke er faglig dygtig og har et solidt kendskab til fagområderne under direktørområdet. Det gør også, at Vibeke Kinch kan træde ind i driften hurtigt og tage over, så Camilla kan fokusere på at være konstitueret kommunaldirektør, siger borgmester Steen Wrist (S).
Stillingen som kommunaldirektør slåes op i løbet af foråret.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.