GULDBORGSUND: I samarbejdsaftalen for det nye byråd i Guldborgsund har politikerne formuleret, at det tværgående samarbejde og den lokale ledelses- og beslutningskraft skal styrkes, og at fagligheden skal sættes fri. Det udmønter sig nu i et konkret forsøg på ledelsesplan.
To direktører er nemlig fratrådt i løbet af de seneste måneder, og derfor har kommunaldirektør Søren Bonde set en oplagt mulighed for at afprøve, om man kan nøjes med en direktion på tre medlemmer. Det kommer foreløbig til at gælde en forsøgsperiode frem til december, hvorefter forsøget evalueres, fremgår det af referatet fra økonomiudvalget.
I 2013 blev det besluttet, at direktionen skulle være på fire medlemmer, men i en treårig periode fra 1. januar til 2019 til 1. januar i år blev den midlertidigt udvidet til fem. Nu går man altså helt ned til tre.
Ansvar flyttes ud
Til gengæld skal mere ansvar delegeres ud i organisationen.
Konkret vil centercheferne overtage mere ansvar fra direktørerne i betjeningen af de politiske fagudvalg. For at muliggøre det flyttes der samtidig mere ansvar og lokal ledelses- og beslutningskraft ud til ledelsesniveauerne under centercheferne.
Direktørerne skal samtidig fokusere mere på det tværgående politiske samarbejde, samtidig med at de skal understøtte centercheferne. Kun hvis der er behov, deltager de også i de politiske udvalgsmøder.
- Nu er der en mulighed for at prøve noget andet. Det gør vi så, og så evaluerer vi på det ved slutningen af året, konstaterer borgmester Simon Hansen (S) over for Lolland-Falster Folketidende.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.