
HERLEV / MORSØ: Det er nu meget tæt på, at kommunerne kommer i mål med at overholde de aftalte rammer med regeringen for 2022-budgetterne, lyder det onsdag eftermiddag fra KL, efter at alle kommuner i fredags blev pålagt at finde yderligere 0,4 pct.
- Det har været en historisk svær proces, men at vi nu er så tæt på målstregen, vidner om et utroligt stærkt sammenhold, siger KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S), i en pressemeddelelse - uden at nævne, at både Nyborg, Kerteminde og Odsherred har meddelt, at de ikke vil spare yderligere.
Kerteminde og Odsherred er blandt de duksekommuner, som har holdt sig inden for budgetrammen for 2022, og som nu finder det uretfærdigt, at også de skal spare 0,4 pct., mens Nyborg blot ikke mener, at kommunen kan levere flere besparelser.
Også Herlev hører til blandt duksekommunerne. Alligevel kunne borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) ikke drømme sig om at sige nej til at finde de 0,4 pct. på lige fod med de kommuner, som har overskredet rammen.
- Jeg synes, at modellen på mange måder er uretfærdig. Men det er den eneste mulige måde her fem minutter i tolv, selvom vi, som holder os inden for rammen, føler det meget uretfærdigt, siger han til DK Nyt.
Bod er mere uretfærdig
Hvis ikke det lykkes kommunerne i fællesskab at komme under det aftalte loft, udløser det en økonomisk straf, og det er et værre alternativ, påpeger Thomas Gyldal.
- Sandheden er jo, at vi allesammen er trætte af det her. Men hvis alle gør som Nyborg, Kerteminde og Odsherred og siger nej til de 0,4 pct., har vi en bodsmodel, som er endnu mere uretfærdig, siger han.
Hvis oprøret ikke breder sig udover de tre mindre kommuner, vil det formentlig være muligt at nå målet alligevel, vurderer han.
- Men de tre kommuner har sendt et meget klart signal til det øvrige kommunale Danmark, som bliver bemærket. Det er et signal, som jeg aldrig ville være med til at sende, tilføjer Gyldal, som tilføjer, at man efter forløbet må i gang med at finde ud af, hvad man gør i årene fremover for at undgå, at en lignende situation opstår igen.
Har du nogle bud på det?
- Ja, det har jeg, men dem vil jeg starte med at drøfte i KL's bestyrelse, siger han.
Morsø: Usolidarisk
Også Morsø har overholdt sin budgetramme, men tvinges nu til at finde yderligere 4,5 mio. kr. i et for længst færdigforhandlet budget.
Det fik i formiddag økonomiudvalget til at udtrykke "skrap kritik af den landsdækkende problematiske situation, visse kommuner i Danmark har sat de øvrige kommuner i", oplyser kommunen.
- Det er dybt frustrerende for os, som overholder og endda ligger under vores tildelte økonomiske rammer, og som i samlet flok er stået sammen om de svære beslutninger i vores budgetforlig, at vi rammes af andre kommuners usolidariske adfærd, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).
Morsø vælger dog også at finde de 0,4 pct. Ligesom i andre kommuner sker det ved at lave en negativ ramme på anlægsbudgettet i forventning om, at nogle af de planlagte anlægsopgaver ikke når at blive gennemført, men må skubbes til 2023.
- Selve løsningen er ikke problematisk og tilsvarende de forrige år, da vi erfaringsmæssigt ikke når at afslutte alle anlæg indenfor det budgetår, de er besluttet opstartet. Men at vi er sat i denne situation, er stærkt problematisk og kritisabelt, fortæller Hans Ejner Bertelsen.
Samme løsning har man valgt i en række andre kommuner, bl.a. Aalborg, Esbjerg, Vejle og Faaborg-Midtfyn. I Billund har man i stedet fremrykket nogle anlægsopgaver fra næste år til i år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.