
HJØRRING: Pensionister har under visse betingelser ret til at låne penge af kommunen til betaling af ejendomsskat for en ejendom, de bruger til beboelse. Det gælder, uanset om boligen bruges som helårs- eller fritidsbolig.
En pensionist i Hjørring Kommune fik alligevel afslag på et lån, fordi den landejendom, han brugte som fritidsbolig, ikke var registreret som et sommerhus i Bygnings- og Boligregistret.
Ombudsmanden har undersøgt sagen og fastslår, at det afgørende efter regelgrundlaget ikke er, hvordan ejendommen står registreret i Bygnings- og Boligregisteret. Afslaget var derfor ikke i overensstemmelse med reglerne, og ombudsmanden har på den baggrund bedt kommunen om at træffe en ny afgørelse.
Næppe generelt
- Vi har ikke konkret grund til at tro, at der er generelle problemer i landets kommuner med at fortolke reglerne på området. Men måske kan denne sag alligevel være en anledning for kommunerne til at sikre, at de forvalter loven korrekt. Fejl kan have stor økonomisk betydning for en almindelig pensionist, siger ombudsmand Niels Fenger.
Ombudsmanden har også spurgt Hjørring Kommune, om udtalelsen giver anledning til at genoverveje andre tilsvarende sager, hvor borgere har fået afslag på lån til ejendomsskat med henvisning til registreringen i Bygnings- og Boligregistret, oplyser institutionen.
For at kunne låne til ejendomsskatter skal man:
- have nået folkepensionsalderen eller modtage efterløn eller pension
- eje en ejendom, der indeholder en beboelseslejlighed
- benytte ejendommen til helårs- eller fritidsbeboelse
- have friværdi nok i boligen
- have en så høj offentlig vurdering, at den dækker lånet
- stille kommunen sikkerhed for lånet i ejendommen.
Man kan få lån til ejendomsskat til alle typer af ejendomme. Det er dog et krav, at man selv eller medlemmer af ens husstand anvender ejendommen til beboelse, og at den således ikke bruges primært til udlejning. Man kan kun få lån til én ejendom ad gangen.
Læs hele afgørelsen her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.