Flere af landets mest anvendte psykologer i sager om tvangsfjernelser har fået kritik af Psykolognævnet. Det viser aktindsigter ifølge Jyllands-Posten.
Fem psykologer er blevet brugt af kommuner i sager, hvor de skulle vurdere borgeres evner som forældre.
- Psykologens arbejde ender ofte med at blive afgørende i sagen, så der kan være tvangsanbringelser, der kunne være endt på en anden måde. Det her må ikke ske, siger Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia, til Jyllands-Posten.
Nævnet har blandt andet kritiseret psykologer for at give forældre diagnoser uden belæg, for sjusk og for at blande testresultater sammen.
Otte gange alvorlig kritik
For eksempel har en psykolog fået alvorlig kritik af nævnet otte gange på fire år.
I 2018 blev flere klager om psykologen indgivet, men på grund af sagsbehandlingstiden har han fortsat sit arbejde. I den periode har psykologen foretaget forældreundersøgelser i seks kommuner til i alt 2,6 mio. kr.
Nogle klager over psykologerne ligger flere år tilbage, men nævnet kan bruge flere år på sagsbehandling, før de når frem til en afgørelse, hvor en psykolog får alvorlig kritik eller havner under skærpet tilsyn.
I mellemtiden har kommunerne brugt psykologerne til flere vurderinger.
I alt fem psykologer blev hyppigt anvendt af kommuner i familiesager, mens Psykolognævnet brugte tid på at sagsbehandle, viser aktindsigter ifølge Jyllands-Posten.
Flere sager
Nævnet har ikke ønsket at forholde sig til de konkrete sager, men skriver i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at sagsbehandlingstiden er lang, fordi antallet af tilsynssager er steget over de seneste år.
Antallet af nævnsmedlemmer er til gengæld steget i sommeren 2021, og derfor kan nævnet fremadrettet holde flere nævnsmøder.
Socialminister Astrid Krag (S) kritiserer de fejlagtige forældreundersøgelser. Hun forventer, at kommunerne genvurderer forældresagerne, som har fået kritik af Psykolognævnet, siger hun til Jyllands-Posten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.