
KØBENHAVN: Hvad gør man, når man skal finde indkvartering til flere tusinde ukrainske flygtninge og i forvejen har mangel på boliger?
I Københavns Kommune bliver en af løsningerne at etablere midlertidige pavillonboliger på en kommunalt ejet grund på Amager Strandvej, fremgår det af en tillægsdagsorden til Borgerrepræsentationens møde på torsdag.
Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen foreslår at opstille pavilloner, som kan huse 330 ukrainere, samt at planlægge yderligere boliger til op mod 2.000 ukrainere.
Med regeringens melding om, at fordelingsnøglen for ukrainerne skal følge befolkningstallet, kan København nemlig skulle skaffe boliger til 10-11.000 ukrainere.
For øjeblikket har man fundet omkring 570 pladser i egne ejendomme, bl.a. to plejehjem, og desuden har man aftale med en hotelkæde, ligesom en del er indkvarteret privat. Men det løser langt fra behovet. Det er også uvist, hvad der kommer ud af en afdækning af mulighederne hos større private udlejere og hotelkæder samt muligheden for at have et hotelskib liggende i havnen.
Efterspørgsel på pavilloner
Pavillonerne til de første 330 flygtninge ventes at kunne være klar til indflytning sidst i juli på Amager Strandvej 3, som er et 4,5 hektar stort areal, som delvist bruges til oplagsplads for teknik- og miljøforvaltningen. Ender man med boliger til yderligere 2.000 personer, kan det dels blive her og dels i Sydhavnen.
"Da der er stor efterspørgsel efter pavillonbyggeri, skal der tages stilling til leverancen nu, for at Københavns Kommune kan være sikker på at kunne modtage den med kort varsel," står der i indstillingen.
Planen er at leje pavillonerne for tre år, og hvis der ikke bliver behov for at indkvartere ukrainere så længe, vil de i stedet kunne bruges som fx studie- og ungdomsboliger. Prisen er beregnet til i alt omkring 71.000 kr.
Som bosnierne i 1990'erne
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) siger til TV2 Lorry, at han har “indtryk af”, at der er flertal for at sætte gang i byggeriet af pavillon-byen. Og det giver god mening, lyder det fra borgmesteren.
- Vi står i en meget særlig situation, hvor vi får så mange fordrevne til København, som vi skal give tag over hovedet. Det er pavilloner, vi også bruger til skoler og institutioner, og det er en fornuftig løsning - tingene taget i betragtning. Det kommer til at minde lidt om de flygtningelandsbyer, man anlagde, da bosniere flygtede fra krig i 1990’erne, siger han til tv-stationen.
Borgmesteren oplyser, at man også kommer til at oprette særlige daginstitutioner på området kun til ukrainske børn, da der i forvejen er stort pres på områdets daginstitutioner.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.