Det var afslutningen på ugers og måneders politisk dramatik, da Sjællands regionsråd tirsdag efter næsten fire timers debat traf beslutning om, at den såkaldte Køge-model bliver fremtidens sygehusstruktur i Region Sjælland.
27 stemte for hovedsygehuset i Køge, 12 stemte imod, 1 stemte hverken for eller mod og et regionsrådsmedlem deltog ikke i afstemningen, oplyser regionen. For Næstved-løsningen stemte kun 11 regionsrådsmedlemmer.
Af regionsrådets 41 medlemmer stemte otto socialdemokrater, ti venstrefolk, tre fra Dansk Folkeparti, en radikal, to SF'ere, to konservative og en løsgænger for Køgemodellen.
Imod stemte seks SF'ere, to socialdemokrater, to venstrefolk, en konservativ og en løsgænger. En socialdemokrat undlod at stemme og var fraværende.
Valget af Køge betyder at der bliver akutsygehuse placeret i Slagelse, Holbæk og Nykøbing Falster. De store tabere i spillet bliver Næstved og Roskilde, der kun får såkaldte nærsygehuse. Det betyder en drastisk reduktion af de to byers eksisterende sygehuse.
Også Nakskov, Kalundborg, Faxe og Ringsted står som tabere, da deres sygehuse helt lukkes. De fire gamle sygehusbyer kan højst håbe på sundhedscentre. Ringsted havde oven i købet meldt sig i kampen om at få supersygehuset.
- Det er vigtigt for regionen og dens borgere at vi nu kan gå i gang med at fremtidssikre vores sygehusvæsen. Det første opgave er at udarbejde en ansøgning til Regeringens ekspertudvalg, så vi kan få tilsagn om finansiering af den modernisering, der skal foregå i løbet af de næste ti år, siger Regionsrådets formand, Steen Bach Nielsen i en pressemeddelelse.
Den afgørende debat og afstemning blev fulgt af et stort antal journalister, fotografer og kamerafolk i Regionshuset sammen med et par hundrede borgere, der også kunne følge med på en storskærm. Desuden kunne hele debatten følges direkte på regionens hjemmeside.
Regionsrådet stemte i rækkefølge om modeller med hovedsygehus i henholdsvis Ringsted, Roskilde, Næstved og Køge.
Der var mere end dobbelt så stor tilslutning (27) til at placere hovedsygehuset i Køge i forhold til Næstved, som 11 stemte for. 7 havde Ringsted som førstevalg og 4 Roskilde som førstevalg.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.