
Regeringen tager skridt til at stoppe bandemedlemmer fra at undgå intensiv beskæftigelsesindsats ved at flytte kommune. Det skriver Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et brev til landets kommuner. Kommunerne kan nu dele oplysninger om intensiv beskæftigelsesindsats for borgere, der flytter til en anden kommune. Det er en reaktion på, at nogle bandemedlemmer er flyttet for at undgå indsatsen.
Odense Kommune havde mistanke om, at bandemedlemmer var ved at fraflytte kommunen for at slippe væk fra den intensive beskæftigelsesindsats, der skulle få dem ud af kriminalitet og ind i ordinær beskæftigelse. Men kommunen var usikker på, om den måtte dele oplysninger med tilflytningskommunen.
Efter en tværministeriel juridisk gennemgang af reglerne om databeskyttelse er Beskæftigelsesministeriet nu klar med en vejledning til kommunerne om, at tilflytningskommunen gerne må videregive almindelige personoplysninger, hvis det er nødvendigt for sagsbehandlingen. Dog må kommunerne ikke videregive oplysninger om strafbare forhold, men i stedet bl.a. videregive, at vedkommende var tilmeldt eller skal tilmeldes intenstiv beskæftigelsesindsats.
Mindre tid til kriminelle handlinger
"Nu sætter vi tommelskruerne på de personer, der bevidst forsøger at undgå en intensiv beskæftigelsesindsats. Jeg vil gerne rose Odense Kommune for deres initiativ og ihærdighed, så fx bandemedlemmer ikke bare kan fortsætte på sociale ydelser og have mere tid til kriminelle gerninger, indtil den nye kommune når at gøre sine egne observationer. Jeg er glad for, at vi nu kan understrege, at kommunerne gerne må give almindelige og nødvendige personoplysninger videre, så vi holder presset på bandemedlemmer og den organiserede kriminalitet med en særlig indsats", skriver beskæftigelsesministeren.
I svaret skriver hun også: "Jeg er glad for, at vi nu kan understrege, at kommunerne gerne må give almindelige og nødvendige personoplysninger videre, så vi holder presset på bandemedlemmer og den organiserede kriminalitet med en særlig indsats."
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er også positiv overfor tiltaget: "Kommunerne spiller en utroligt vigtig rolle i den samlede indsats med at bekæmpe banderne, og det skal selvfølgelig heller ikke være sådan, at bandemedlemmer kan undgå kommunernes aktive og intensive beskæftigelsesindsats ved at flytte kommune."
Regeringen har desuden bebudet, at der vil blive forhandlet en ny bandepakke i Folketinget.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.