
Forretningsudvalget i Konservativ Ungdom (KU) besluttede først på måneden, at det fremover ikke skulle være muligt at være medlem af KU og LGBT+ på samme tid. LGBT+ er en politisk organisation for homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og andre kønsminoriteter.
Men den beslutning er nu blevet trukket tilbage. Det oplyser De Konservative til Ritzau.
Den oprindelige beslutning viste sig at skabe stor vrede. Blandt andre har Anders Storgaard, som er tidligere landsformand for Konservativ Ungdom, i protest meldt sig ind i LGBT+.
- For mig at se er det et signal til de medlemmer, vi har af LGBT+, og det vil jeg ikke finde mig i. Derfor har jeg besluttet mig at melde mig ind i LGBT+, og så må de smide mig ud som tidligere landsformand, lød det fra Anders Storgaard på Twitter, kort inden beslutningen blev trukket tilbage.
LGBT+ i strid med KU-program
Et flertal i KU's forretningsudvalg traf i første omgang beslutningen, fordi udvalget mente, at LGBT+ er i modstrid med ungdomsorganisationens politiske program. Derfor mente flertallet ikke, at det var foreneligt med et KU-medlemskab også at være medlem af LGBT+.
Beslutningen blev ifølge flere medier truffet den 5. marts. Mediet 24syv har set referatet fra forretningsudvalgsmødet, hvor det fremgår, at fem ud af syv stemte for. Heriblandt formanden Magnus von Dreiager. Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra KU-formanden.
Konservativ Ungdom holder landsråd i weekenden på Lolland, hvor 300 medlemmer af KU mødes.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.