
Reglerne om, at dansk statsborgerskab skal ledsages af et kommunalt håndtryk, får nu et ekstra nøk. Det skriver Jyllands-Posten.
For nylig gik udlændingeminister Matias Tesfaye (S) sammen med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance om at skærpe kravene til at få dansk statsborgerskab.
Hidtil har reglerne sagt, at der skal gives hånd til en "repræsentant for kommunalbestyrelsen". Det kan være borgmesteren, et byrådsmedlem eller en embedsmand.
I fremtiden skal det være borgmesteren, der ryster næven. I de store byer kan en rådmand også stå for det.
Hovedrysten
Det bliver skarpt kritiseret af borgmesteren i Frederikshavn, Birgit S. Hansen (S).
- Det er åbenbart magtpåliggende for et flertal på Christiansborg at styre det her i de mindste detaljer. Det ryger over i den pose, jeg kalder symbolpolitik. Jeg har ikke andet end hovedrysten til overs for det, siger hun til Jyllands-Posten.
Også Aabenraas borgmester, Thomas Andresen (V) undrer sig.
- Det vil jeg have det meget svært ved. Min grundholdning er, at hvis man har bestået indfødsretsprøven og tror på danske værdier, skal et håndtryk ikke være afgørende. Men jeg er jo en lovlydig borger, så hvis loven siger, at borgmesteren giver hånd, så er det jo sådan. Men vi er altså begyndt at miste logik i lovgivningen, når vi er nede og styre i den detaljegrad, siger han.
I en skriftlig kommentar svarer udlændingeminister Tesfaye ikke på, hvorfor det er sund fornuft at skærpe lovgivningen. Men han konstaterer, at "i Danmark giver man altså hånd til hinanden uanset køn".
Da det i 2018 blev foreslået at indføre en håndtrykslov, var S-formand Mette Frederiksen modstander af kravet, påpeger avisen.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.