
NYBORG: BDO-rapporten med sin alvorlige kritik af kommunens specialiserede børne- og ungeområde og bekymringer om ulovlige forhold har skabt en møgsag for Nyborg Kommune.
I rapporten beskrives det bl.a., at man frygter, at der foregår forråelse blandt en gruppe medarbejdere på området. Få dage efter offentliggørelsen af rapporten den 5. december blev flere medarbejdere hjemsendt, men hvorvidt der er tale om den omtalte gruppe, har kommunen endnu ikke svaret på.
Derudover beretter rapporten bl.a. om mangelfuld og langsommelig sagsbehandling, manglende opfølgning på sager, handling på underretninger og utilstrækkelig ledelse.
Nyborg-modellen er en årsag til problemerne
Når der er møde i Nyborgs Social- og Handicapudvalg den 3. januar, skal politikerne godkende, at der bliver udarbejdet en ny handleplan på socialområdet. Det fremgår af dagsordenen for mødet.
Handleplanen skal imødekomme anbefalingerne fra BDO. Heriblandt at kommunen udfaser den såkaldte Nyborg-model, som modtager meget kritik i BDO-rapporten, bl.a. fordi Barnets Lov ikke er indbygget i modellen. Nyborg-modellen er kommunens administrative strategi for området. Den fokuserer især på tidlig og hurtig indsats samt et tæt tværfagligt samarbejde.
Ifølge BDO er Nyborg-modellen nemlig en af de centrale årsager til, at der i ca. 25 procent af de analyserede underretninger ikke er foretaget en partshøring. I 75 procent af tilfældene sker der en partshøring, men den foretages i høj grad igennem et telefonopkald.
Foreslås behandlet i foråret
Modellen er også en af årsagerne til, at der i en lang række af underretningerne ikke er afholdt børnesamtaler, og at fravalget ikke er baseret på en socialfaglig begrundelse, samt at der i flere underretninger mangler en vurdering af, om der er behov for at igangsætte en børnefaglig undersøgelse.
I rapporten konkloderer BDO, at modellen giver et skævt fokus.
"Observationerne er et udtryk for, at der er brug for et nyt strategisk fokus og et løft i kvaliteten af sagsbehandlingen. Særligt det store fokus på Nyborgmodellen er bekymrende, da BDO i flere underretninger vurderer, at valg af indsats ikke er baseret på et tilstrækkeligt socialfagligt argument til, at det kan begrundes, at indsatsen er den rigtige. Det stærke fokus på tidlig indsats og arbejdet i tværgående samarbejdsfora medfører en risiko for, at barnet og familierne risikerer at blive ‘parkeret’ i Nyborgmodellen, fremfor at man tilbyder rette indsats på rette tid", står der i BDO-rapporten.
Handleplanen foreslås behandlet på udvalgets møde deb 28. februar og herefter på Økonomiudvalgets møde den 11. marts.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.