Som nævnt i går skifter Dansk Folkeparti spidskandidat i Københavns Kommune, og det samme gør sig gældende i Køge. Her har Dansk Folkeparti valgt Anni Aalund som ny spidskandidat, skriver Sjællandske Nyheder.
Egentlig havde partiet sidste år valgt Anders Ladegaard Bork, men han planlægger at flytte fra kommunen, og i stedet bliver 74-årige Anni Aalund nu spids. Ved KV21 fik partiet valgt Bent Sten Andersen, men han meldte sig senere ud og er nu medlem af Venstre.
I Skanderborg har De Radikale valgt Anne Heeager som ny spidskandidat. Hun blev for et halvt år siden valgt som partiets landsforperson. I Skanderborg fik hun et kanonvalg ved KV21, hvor kun borgmester Frands Fischer (S) overgik hende i personligt stemmetal. Partiet har tre mandater i byrådet, efter at en venstremand sidste år skiftede til partiet.
I Greve har De Radikale valgt Jesper Nordentoft som spidskandidat, skriver Sjællandske Nyheder. Han er til daglig underviser på Sealand Erhvervsakademi. Ved seneste valg lykkedes det ikke partiet at blive repræsenteret i byrådet.
I Norddjurs har Liberal Alliance genvalgt Jens Meilvang, som i forvejen sidder i både byrådet og Folketinget. Det skriver Din Avis. Han fik et flot valg ved KV21 og kom i byrådet med to partifæller.
I Syddjurs stillede Liberal Alliance ikke op ved KV21, men det gør partiet denne gang. Det bliver med erhvervslederen Peter Malbæk som spidskandidat, skriver mediet.
I Randers har Østbroen genvalgt Erik Bo Andersen som spidskandidat, skriver Randers Amtsavis. Det var ham, der op til KV21 stiftede listen, som kæmper for en såkaldt østbro over Randers Fjord i stedet for den planlagte klimabro i byens centrum. Listen fik valgt to, men siden er tre andre byrådsmedlemmer skiftet til listen, som dermed er lige så stor som Venstre, der er byrådets næststørste parti.
I Faxe har SF genvalgt Michelle Frese som spidskandidat, oplyser partiet. Hun udgør partiets byrådsgruppe sammen med Mogens Stilhoff, som indtrådte som suppleant sidste år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.