
HELSINGØR: Nordsjællands Politi har anholdt en kvinde og eftersøger en identificeret mand i forbindelse med et brandattentat mod Helsingør Rådhus mandag sidst på eftermiddagen, oplyser vagtchef David Eckert.
Det er politiets efterforskning, som har ført dem på sporet af de to personer, som mistænkes for at stå bag brandstiftelsen på rådhuset, som ifølge David Eckert er i den grove ende.
- Når man sæter ild til et sted, og man ved, at der er mennesker derinde, så er det naturligvis meget, meget alvorligt, siger David Eckert.
Uoverensstemmelse med forvaltningen
På rådhuset var medlemmerne af kommunalbestyrelsen samlet til byrådsmøde, da angrebet skete. Ifølge David Eckert var de to gerningsmænd dog næppe klar over, at der var et byrådsmøde netop i dag.
- Motivet er angiveligt en uoverensstemmelse mellem de to og forvaltningen i kommunen, siger vagtchefen.
De to gerningsmænd medbragte en sportstaske, som var fyldt med brandbar væske. Ifølge vagtchefen var der tale om 10 flasker husholdningssprit.
- Det er de her lyseblå flasker med gule låg, fortæller han.
Stank som en kemikaliefabrik
Borgmester Benedikte Kiær, som var til stede ved byrådsmødet har fortalt til Ritzau, hvordan det tydeligt bar præg af den brandbare væske efter angrebet.
- Der stinker som en kemikaliefabrik på rådhuset nu, så der har virkelig været noget, der kunne tage fat, i den taske, lød det fra Benedikte Kiær et par timer efter episoden.
Ilden nåede ikke at brede sig fra tasken til bygning, for en rådhusbetjent, som befandt sig i nærheden formåede at få tasken smidt uden for og slukket ilden med en brandslukker.
- Det var meget heroisk. Han skal have et kæmpe skulderklap. Han har reddet vores rådhus, lyder det fra Benedikte Kiær.
Eftersøger manden
Hos Nordsjællands Politi fortæller David Eckert mandag aften, at man fortsat er til stede på rådhuset. Han fortæller desuden, at han forventer, at den eftersøgte mand vil blive anholdt snarest.
Tirsdag morgen oplyser vagtchefen hos politiet dog til Helsingør Dagblad, at der ikke er noget nyt i sagen. Ifølge avisen, som overværede anholdelsen af kvinden, sagde hun til politiet, at hun aldrig havde været anholdt før.
Kommunalbestyrelsens møde blev udskudt til en anden dag, oplyser Benedikte Kiær på Facebook.
"Vi er blevet tjekket af sundhedsvæsenet, da der var flere, som fik røg og indåndede noget, der lugtede meget grimt. Alle er meldt ok. Heldigvis," skriver hun.
Læs også: Brandstifter angreb rådhus under byrådsmøde
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.