Ved et møde i Bruxelles tirsdag aften blev Middelfart kåret som Europas mest bæredygtige mindre turistdestination, såkaldt European Destination of Excellence.
Juryen begrunder blandt andet sit valg med, at Middelfart er ved at skabe et nyt ry, der ikke kun bygger bro over dansk kulturhistorie, men banebrydende bæredygtighed i Europa, og at kommunen udvikler samarbejdssynergi ved at prioritere vandkvalitet, klimabeskyttelse og bæredygtighed til gavn for både borgere og besøgende.
Med udnævnelsen følger professionel hjælp til at udvikle internationale kampagner, der skal understøtte sæsonorienteret turisme og skabe endnu flere oplevelser og aktiviteter i Middelfart i 2022.
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) glæder sig over, at indsatsen for klima og bæredygtighed høster international anerkendelse. Hos VisitMiddelfart håber turistchef Jane Madvig Søndergaard, at prisen kan blive et springbræt til at udvikle den bæredygtige turisme endnu mere.
- Vi vil have fat i de turister, der gerne vil opleve et bæredygtigt ophold med oplevelser, der belaster naturen mindst muligt. Derfor udarbejder vi en langsigtet bæredygtig turismestrategi, som også omfatter de internationale gæster, som Eden-awarden kommer til at tiltrække, siger hun.
Thisted med i opløbet
Thisted var med i opløbet om prisen sammen med tyrkiske Gürsu, men endte altså med en delt andenplads.
Thisted fremhæves for at være selvforsynende med vedvarende energi, herunder vind- og bølgeenergi, og for at tiltrække ekspertise og investeringer ved at dyrke en kultur, der ser energi og turisme som symbiotiske aktiver, der giver bæredygtig turisme.
Før tildelingen af Eden-prisen har et panel af uafhængige eksperter med viden om bæredygtighed og grøn praksis evalueret ansøgninger fra 43 områder i 18 lande.
Ud over Eden-prisen var der også en konkurrence om at være European Capital of Smart Tourism. Her delte franske Bordeaux og spanske Valancia prisen for deres tilgængelighed, bæredygtighed, digitalisering og kulturarv/kreativitet.
Priserne overrækkes 16. november i Ljubljana i Slovenien, som i øjeblikket er EU-formandsland.
Også hæder til København og Aarhus
I en anden konkurrence er København og Aarhus netop blevet rangeret som verdens henholdsvis anden- og tredjemest bæredygtige turistdestination.
Her er tale om det såkaldte Global Destination Sustainability Index, der rangerer +70 destinationer efter deres præstation på forskellige parametre inden for bæredygtighed med særlig fokus på events og konferencer.
Aarhus var før nummer 13 på listen, men rykker altså nu til tredjepladsen, oplyser VisitAarhusregionen.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.