MIDTJYLLAND: Region Midtjylland er af Retten i Viborg dømt til at betale en ertstatning på 2,3 mio. kr. til en social- og sundhedsassistent, der mistede 95 pct. af sin erhvervsevne efter mobning, skriver Fagbladet FOA. Regionen reagerede i sin egenskab af arbejdsgiver ikke på advarsler om dårligt arbejdsmiljø og gjorde ikke nok for at stoppe mobningen, hedder det i dommen.
Mobningen fandt sted over et halvt år på et bosted. Ledelsen blev gjort opmærksom på problemet, men det blev ikke stoppet. Ifølge Fagbladet FOA er det første gang, en arbejdstager har fået medhold i en retssag om mobning på arbejdspladsen.
Forbundssekretær Jens Nielsen fra FOA kalder dommen et vigtigt skridt for at sikre medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø.
- Sagen er principiel og fastslår klokkeklart, at mobning er uacceptabelt på alle måder, og at arbejdsgivere er forpligtede til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø lige så vel som et fysisk. Jeg håber, denne dom kan have en forebyggende effekt, så arbejdsgiverne vågner op til dåd og tager ansvaret for arbejdsmiljøet på sig, siger Jens Nielsen.
Region Midtjylland er ikke enig i dommen og har anket den til Vestre Landsret. Områdechef Ann-Christina Frederiksen fra regionens Specialområde Hjerneskade pointerer, at regionen på mange måder prioriterer trivsel og arbejdsmiljø, men blot ikke er enige i dommen i den konkrete sag.
Ankesagen er endnu ikke berammet.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.