
- Ingen kan være forpligtet til at levere noget, som ikke er muligt.
Med de ord fik kommunerne en fremstrakt hånd fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på pressemødet tirsdag formiddag om genåbning af landets skoler og situationen i dagtilbuddene.
Senere uddybede hun i et svar på et spørgsmål om dimensionering, altså muligheden for at lukke institutioner helt eller delvist, uden at det er aftalt med Styrelsen for Patientsikkerhed:
- Hvis man står i en situation i en kommune, hvor man ikke kan, så skal man heller ikke. Hvis halvdelen af personalet i en daginstitution sygemelder sig om morgenen, fordi de er nære kontakter, eller de selv er syge - i den situation er man som kommune ikke forpligtet til at levere. På samme måde som hvis en daginstitution brænder ned i løbet af natten, sagde hun.
Brug for fleksible løsninger
Meldingen blev taget godt imod af formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).
- Jeg er glad for, at ministeren bakker os op i, at ingen kan levere det umulige. Der kan være steder, hvor fx dagtilbud ikke kan holde fuldt åbent, sagde han.
Begge appellerede til at udvise fleksibilitet, når der skal findes praktiske løsninger i hverdagen.
- Der vil være personale, som er usikre på situationen, og der opfordrer vi til at udvise forståelse for, at vi har det forskelligt, sagde ministeren.
Thomas Gyldal var enig i, at der skal findes gode løsninger i dialog med medarbejderne, også når smitteniveauet blandt personalet formentlig vil stige i den kommende tid.
- Nogle medarbejdere kan flyttes rundt, nogle kan tage en ekstra vagt, forudså han og roste ligesom ministeren de ansatte for deres store indsats for at få hverdagen til at hænge sammen.
Vacciner og selvtest
Det vigtigste våben mod coronaen er vaccinerne, understregede både Pernille Rosenkrantz-Theil og vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst. De opfordrede endnu en gang forældre til at lade deres børn vaccinere og medarbejderne til at tage imod det tredje stik, så snart de får muligheden.
- Det er godt, at børnene nu kommer tilbage. Intet kan erstatte klasselokalet, når det gælder både trivsel og læring. Vi har flere værktøjer nu, end vi havde for et år siden, og derfor er det sundhedsmæssigt forsvarligt at få børnene tilbage. Ellers ville vi ikke gøre det, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.
Et nyt våben bliver de nye selvtest, som både elever og ansatte opfordres til at bruge to gange om ugen. Der er kørt millioner af testsæt ud, og flere millioner er på vej de kommende uger.
Stamklasser og rengøring
Hverdagen i både skoler og daginstitutioner vil være omfattet af de nye tiltag, som blev indført lige før jul, om at eleverne skal blive i deres stamklasser eller på deres stuer, at forældre skal have mundbind på og aflevere og hente udendørs, at der skal ekstra fokus på hygiejne og rengøring, og at sociale aktiviteter aflyses.
Helene Probst forudså, at der vil komme øget smitte den kommende måned, ikke kun med corona, men også influenza og halsbetændelse, som det er normalt om vinteren.
- Vi må acceptere en vis smitte blandt børnene, for prisen for at undgå smtte er simpelthen for høj, sagde hun og opfordrede skoler og institutioner til at sørge for, at børnene opholder sig en del af tiden udendørs - også når det er regnvejr - at der bliver gjort grundigt rent, også fx iPads og computere, og at man husker håndhygiejnen.
Faglig direktør Tyra Grove Krause fra SSI sagde, at vi skal vænne os til over 20.000 positive tilfælde om dagen i resten af januar. Også antallet af nyindlæggelser vil stige, men ikke lige så kraftigt som smittetallene, forudså hun.
- Januar bliver en hård måned, så smitten skal ikke bare slippes helt løs. Den skal dæmpes i de kommende måneder, sagde hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.