
VEJLE: I 2009 gav A.P. Møller Fonden en donation på 70 mio. kr. til Monumentområdet i Jelling, så en samlet fortælling af historien om rigets fødsel kunne begynde. Nu giver fonden yderligere 35 mio. kr., så fortællingen kan fuldendes, oplyser Vejle Kommune.
Siden Monumentområdet blev officielt indviet i 2013, er besøgstallet mangedoblet. Op mod 300.000 gæster besøger hvert år Jellingmonumenterne med Gorms og Thyras høje, runestenene, kirken, verdens formentlig største skibssætning på mere end 350 meter og palisadehegnet, der omkranser hele området.
- Monumentområdet i Jelling er umistelig verdensarv, og der gøres løbende nye fund. Nu bliver det muligt at skabe en bedre oplevelse af stedet, og man kommer nærmere en fuldendelse af Jellings Monumentområde, udtaler Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Palisade og belægninger
Færdiggørelsen vil give en bedre ankomst til området og gøre det muligt at opleve den vestlige palisade med de samme genkendelige, høje og hvide stolper som på de øvrige tre sider og dermed færdiggøre hele palisaden. Derudover etableres der blandt andet nye belægninger og en grøn timiansteppe, der skal få hele området til at hænge endnu bedre sammen.
Den vestlige del af Monumentområdet, der nu kan færdiggøres.
Udover de 35 mio. kr. har Vejle Kommune selv afsat 16 mio. kr. til projektet. Nye fund og muligheden for at tiltrække flere besøgende har været kommunens drivkraft bag ambitionen om at færdiggøre Monumentområdet.
- Det er fantastisk, at A.P. Møller Fonden vil være med til at skrive det foreløbigt sidste kapitel i historien om Jellingmonumenterne. Vi er yderst taknemmelige, siger borgmester Jens Ejner Christensen (V).
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.