
BORNHOLM: Thomas Thors (S) blev mandag aften formelt valgt som ny borgmester på Bornholm, efter at Winni Grosbøll ved årsskiftet tiltrådte et nyt job som direktør i Friluftsrådet.
Thomas Thors var indstillet af en enig socialdemokratisk gruppe, og derfor var valget af ham helt som forventet.
Til gengæld opstod der i løbet af dagen stort drama om koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen, som på et ekstraordinært møde i økonomi, erhvervs- og planudvalget i aftes blev indstillet til afskedigelse.
Ifølge TV2 Bornholm blev koncerndirektøren indstillet til fyring af kommunaldirektør Johannes Nilsson. Det fremgår af en mail, som koncerndirektøren mandag sendte til de lokale medier.
Hej Johannes
"Hej Johannes. Du har her til eftermiddag orienteret mig om, at du med Thomas’ opbakning vil indstille mig til fyring her til aften," indledes mailen, hvoraf det fremgår, at kommunen ifølge hans mening har tilbageholdt en række akter i den såkaldte Snorrebakke-sag for både pressen og politiet.
Sagen handler om muligt embedsmisbrug i forbindelse med et byggeprojekt, hvor det var planen at samle kommunens byggeadministration på en fælles adresse på Snorrebakken i Rønne. Tilbage i december valgte Bornholms Politi at lukke sagen.
Ifølge Claus Stensgaard Jensen har han flere gange sagt fra i forhold til en usammenhængende økonomi i sagen.
Den nyvalgte borgmester bekræfter over for TV2 Bornholm, at der nu indledes en afskedigelsessag mod Claus Stensgaard Jensen, og at han stemte for. Derudover vil han ikke kommentere sagen, da det er en personalesag.
Mistillid til ny borgmester
Røret om fyringen betød, at Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten valgte at stemme imod godkendelsen af Thomas Thors som ny borgmester.
"Ovenpå dagens mailkorrespondance og telefonsamtale, blandt andet om Snorrebakkesagen, har vi ikke tillid til Thomas Thors som borgmester," hed det i en mindretalsudtalelse ifølge Bornholms Tidende.
Også Venstre havde betænkeligheder, men valgte at stemme for den nye borgmester.
Thomas Thors er 71 år. Han var Bornholms Regionskommunes første borgmester fra 2003 til december 2005. Før kommunesammenlægningen var han borgmester for Rønne Kommune fra 1996 og frem til 2003. Thors har tidligere oplyst, at han agter at stille op som spidskandidat til KV21.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.