
ODENSE: Det bliver 64-årige Claus Houden (V), som overtager rådmandsposten for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense, når Christoffer Lilleholt trækker sig fra politik til januar. Det aftalte Venstres byrådsgruppe i enighed sent mandag, oplyser Claus Houden til Fyens Stiftstidende.
Claus Houden har været medlem af byrådet siden KV13 og har tidligere vikarieret som rådmand, mens Christoffer Lilleholt var på barsel. Han har dog ingen planer om at blive sit partis spidskandidat, når Christoffer Lilleholts afløser skal vælges, formentlig til februar, siger han.
Typisk ville man ellers lade en kommende spidskandidat få mulighed for at profilere sig ved at overtage posten. Men med valget af Claus Houden er feltet nu åbent.
Far nævnes som et godt bud
En af de muligheder, der overvejes som ny spidskandidat, er ifølge TV2 Fyn Christoffer Lilleholts far, folketingsmedlem Lars Christian Lilleholt, som også har en fortid i kommunalpolitik i Odense. Flere kilder i Venstres bagland bekræfter over for tv-stationen, at han nævnes som partiets bud på en ny borgmester i Odense.
Selv ønsker Lars Christian Lilleholt hverken at be- eller afkræfte oplysningerne. Ifølge Stiftstidende bliver det formentlig først i februar, partiet skal vælge den nye spidskandidat, som skal forsøge at overtage borgmesterposten fra KL's nyvalgte næstformand, Peter Rahbæk Juel. I givet fald vil det være første gang siden KV09, at Socialdemokratiet ikke besætter posten.
Christoffer Lilleholts farvel får også andre konsekvenser. Sanne Skougaard Andersen træder ind i byrådet som suppleant. Desuden er det aftalt, at Nicolai Busch Bæhrenz overtager Houdens post som gruppeformand, mens Mark Grossmann bliver politisk ordfører i stedet for Marlene Ambo-Rasmussen. Hun har kun haft posten siden august, hvor Araz Khan forlod den, da han skiftede til Liberal Alliance.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.