
Det står skidt til for den blot få år gamle uddannelsesmulighed FGU, Forberedende Grunduddannelse. Uddannelsen skal gøre unge mere klar til uddannelse, men optaget er styrtdykket, og tidligere i år viste tal, at fraværet er tårnhøjt.
Tirsdag viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at optaget på uddannelsen i august faldt med næsten 30 pct. til 2.622 i 2021 sammenlignet med august 2020.
- Implementeringen af FGU har været udfordret blandt andet af covid-19 og forskellen i tilgangen kan bære præg heraf.
- Derudover er FGU stadig relativt ny og grundet diverse startudfordringer, er der endnu ikke overblik over, hvordan tilgangen til uddannelsen normalt fordeler sig i løbet af et år. Der er derfor tale om et øjebliksbillede, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.
Har slået sig
FGU blev skabt under den forhenværende regering og har til formål at hjælpe unge, der af faglige, personlige eller sociale årsager ikke er klar til at starte et studie eller arbejde.
Der er en række spor på uddannelsen, der alle skal gøre unge mere uddannelses- eller arbejdsmarkedsparate.
Den politiske aftale om FGU'en blev vedtaget i 2017 med et mål om at tage hånd om de omkring 50.000 unge uden en uddannelse, og som hverken er i gang med en uddannelse eller har et job.
Men det går altså ikke som planlagt. Ikke bare er optaget styrtdykket, i foråret viste tal, at det gennemsnitlige fravær fra januar til august 2020 var på 17 pct.
Den hårde start til trods tror børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fortsat på uddannelsen.
- Der er alt for mange unge, der har slået sig på skolesystemet, og hvor FGU’en kan noget andet, nemlig give dem både faglig, social og personlig støtte. Jeg tror, at alle har et ønske om, at vi får det til at fungere.
- Det tager tid at lave en helt ny uddannelse. Samtidig anerkender jeg, at vi ikke er i mål, skriver hun i pressemeddelelsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.