
Udfordringer med forurenet grundvand er stigende i Danmark, fremgår det af 2024-rapporten "Vand og Miljø" fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).
Over 300 vandboringer er siden 1999 blevet lukket grundet pesticid- og PFAS-forurening, og 90 procent af drikkevandet i de ni hovedstadskommuner indeholder et eller flere miljøfremmede stoffer.
Rensetiden for forurenet grundvand er mellem 30 til 60 år, før det er rent nok som drikkevand igen, og derfor kræver udfordringen handling allerede nu, hvis fremtidige generationer skal sikres adgang til rent drikkevand.
I rapporten peger eksperterne på særligt to grundvandsløsninger som led i en samlet, landsdækkende vandstrategi. For det første skal Danmark investere i avancerede vandrensningssystemer til vandværkerne, der kan rense det forurenede grundvand løbende. For det andet skal vi beskytte de grundvandsdannende områder gennem fredninger, så fremtidig nedsivning kan forhindres.
- Rent grundvand er helt essentielt for vores samfund. Den danske vandforsyningsinfrastruktur, der leverer vand til danskerne, får i vores rapport karakteren 2,5. Det er uholdbart, og der skal handles nu, siger Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
EU's Vandirektiv fra 2021 kræver bedre vandkvalitet i EU og herunder i Danmark.
Ifølge FRI's rapport vil det koste godt 25-30 milliarder kroner at sikre en god tilstand for drikkevandsforsyningen i Danmark. De kommende grundvandsindsatser kan med fordel samtænkes med andre klima- og omstillingstiltag. Især oprettelsen af beskyttelsesområder ved grundvandsdepoter kan med fordel anvendes til skovrejsning, biodiversitetsprojekter, solcelleparker eller landvindmøller m.m., så godsejerne fortsat kan anvende deres jorde.
I april 2024 indgik Folketinget et forlig om oprettelsen af Grøn Fond, der har øremærkede midler til sikring af rent drikkevand, håndtering af PFAS, skovrejsning med mere.
- Med Grøn Fond har vi fået nogle øremærkede midler i spil, men det er langtfra nok. Udviklingen på området går fortsat alt for langsomt. Fra 2025 kan kommuner nu udstede påbud til udlægning og drift af grundvandsbeskyttelse, og det er et fint lille værktøj, men det er heller ikke nok, lyder det fra Henrik Garver.
Hans råd er, at man begyder at etablere egentlige grundvandsparker med baggrund i den nationale grundvandskortlægning, der skal meget mere grundvandsovervågning til, og vi skal forny de forældede vandværker og sørge for at få indført avanceret vandrensning.
Hertil anbefaler FRI, at man investerer massivt i øget cybersikkerhed af danske vandværker. Endelig peger organisationen på, at der bør tiltrækkes flere til job i vandsektoren, da der er stor mangel på eksperter til både drift og udvikling.
Hele kan hentes her.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.