
To år med hjemsendelser, sygefravær og onlineundervisning på grund af corona har påvirket skolegangen for de elever, der til sommer skal afslutte grundskole og ungdomsuddannelse.
Det har for mange betydet mindre fagligt udbytte, og derfor bør årets afgangsprøver og eksamener igen afvikles på en anden måde end ellers. Det mener regeringens støttepartier Enhedslisten, De Radikale og SF.
Selv om der har været mere fysisk undervisning i dette skoleår end i det sidste, mener SF's undervisningsordfører, Charlotte Broman Mølbæk, at de seneste år bør tages med i betragtning.
- Det har virkelig været nogle hårde år, hvor rigtig mange har været nedlukket, og hvor det har været svært for mange at præstere godt og lære gennem onlineundervisningen. Samtidig er der en usikker situation lige nu med høje smittetal og sygefravær. Så lad os tage presset af eleverne og aflyse nogle prøver, siger hun.
Som sidste år
Både Enhedslisten, SF og De Radikale ser gerne en lignende model for afviklingen af afgangsprøver og eksamener som sidste år.
Her var det blandt andet muligt for eleverne at ophøje deres årskarakter til prøvekarakter. Også det samlede antal afgangsprøver blev reduceret.
For gymnasieeleverne blev der også skåret betydeligt i antallet af eksamener. Eleverne i 1.g og 2.g skulle til én eksamen, mens eleverne i 3.g skulle til fire. Det var for 3.g'erne omtrent en halvering i forhold til det sædvanlige.
Elever er enige
Modellen med færre eksamener samt mulighed for at ophøje sin årskarakter til eksamenskarakter, hvis man præsterer dårligere til eksamen, var en god løsning.
Sådan lyder det fra elevorganisationerne Danske Skoleelever og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Derfor ønsker de også samme model i år. Det er nemlig med til at fjerne presset fra eleverne, siger Mille Borgen, formand for Danske Skoleelever.
- Vi mener ikke, at eleverne har haft de rigtige forudsætninger i lang tid nu for at gå til eksamen. Og her kan det det give mindre pres, hvis man kun skal tænke på at forberede sig til nogle prøver, siger hun.
Ifølge Alma Tynell, forkvinde i DGS, er eksamenerne en god træning, og derfor bør man ikke aflyse dem helt.
- Eksamenerne er super vigtige. De har et kæmpe studieforberedende element, og vi ønsker virkelig, at eleverne får en god oplevelse med at gå til eksamen. Så hvis man aflyser nogle af eksamenerne og i stedet kan fokusere på dem, man har, så mener vi, at man kan få en rigtig fin oplevelse med at blive student og gå til eksamen, siger hun.
Håb om snarlig aftale
Sidste år ved denne tid var der indgået en politisk aftale om både ungdomsuddannelsernes eksamener og grundskolens afgangsprøver. Men en sådan aftale er ikke landet endnu for i år.
9. februar skrev undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på Facebook, at hun håber på en aftale inden udgangen af februar.
Også Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen har presset på for en afklaring om sommerens prøver.
De ønsker også samme model som sidste år. Derfor mener de ikke, at en aftale bør trækkes i langdrag, fordi modellen sidste år var en succes og er klar til at blive implementeret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.