STRUER / HOLBÆK: Ved KV21 blev Henrik Thinggaard valgt ind i byrådet i Struer for Nye Borgerlige, året efter meldte han sig ud og blev løsgænger, et halvt år efter blev han medlem af Dansk Folkeparti, og nu skifter han igen parti - denne gang til Danmarksdemokraterne.
"Selvom jeg har mødt mange gode mennesker i min tid ved Dansk Folkeparti, må jeg erkende, at vi er vokset fra hinanden," skriver han på Facebook.
Han tilføjer, at han egentlig havde besluttet ikke at genopstille, men at han "efter nogle rigtig gode og konstruktive samtaler med folk fra Danmarksdemokraterne" har besluttet at skifte parti og at være kandidat ved KV25.
Også Holbæk
Også i Holbæk har Danmarksdemokraterne fået tilgang af et nyt medlem. Her er det Søren Stavnskær, som sidste sommer forlod Venstre, som han var valgt for, og blev løsgænger. Også han har nu meldt sig ind hos Danmarksdemokraterne, skriver Sjællandske Nyheder.
- Danmarksdemokraterne ligger tæt op af de principper, som jeg arbejder for politisk. Jeg har selv mødt Inger Støjberg et par gange, da hun var næstformand i Venstre, og som søn af en landmand og tidligere minkavler kan jeg relatere til mange af de ting, hun siger, siger Søren Stavnskær, som endnu ikke ved, om han får en plads på stemmesedlen til KV25.
Både i Struer og Holbæk er det første gang, Danmarksdemokraterne bliver repræsenteret i byrådet. Partiet har nu i alt 37 byrådsmedlemmer fordelt på 35 kommuner, altså i godt og vel hver tredje kommune.
Aalborg og Hedensted er de eneste kommuner, som har to danmarksdemokrater i byrådet. De øvrige kommuner har én hver.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.