
Tusindvis af ukrainere er kommet til Danmark. Men det er kun en begrænset del af dem, der har ret til at modtage hjælp fra en praktiserende læge.Det gælder de ukrainere, som har modtaget opholdstilladelse, CPR-nummer og et sundhedskort. Til og med mandag havde 1827 ukrainere fået papirer på opholdstilladelsen og dermed ret til lægehjælp.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sagde fredag på et pressemøde, at 25.000-30.000 ukrainere er kommet til Danmark. Ugen efter påske vil tallet ifølge ministeren formentlig være 35.000-40.000.
Det får nu formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Jørgen Skadborg til at efterlyse "ordnede forhold".
- Det er ikke rimeligt, at vi har tusindvis af ukrainere gående rundt uden adgang til tilstrækkelig lægehjælp, mens de venter på opholdstilladelse, siger han.
Ukrainere, der har akut brug for sygehusbehandling efter for eksempel en ulykke, har ret til hjælp, uanset at de ikke har modtaget opholdstilladelse.
Men ukrainere med eksempelvis kroniske sygdomme eller behov for at få recept på blodtryksmedicin fornyet må kigge langt efter lægehjælp, hvis de ikke har opholdstilladelsen på plads.
Minister arbejder på løsning
Nogle steder i landet har praktiserende læger alligevel valgt at stille sig til rådighed. I Københavns Kommune leverer en gruppe praktiserende læger eksempelvis gratis lægetjek på et modtagecenter for ukrainske flygtninge. Men lægernes formand mener, der er brug for klare nationale rammer for lægehjælpen. Praktiserende læger - særligt i visse dele af landet, blandt andet i København - har hjulpet med lægebehandling til ukrainere. Og jeg er stolt af den indsats, de har ydet.
Men det er uholdbart, at der ikke er ordnede forhold, og det må løses nu - også på grund af den alt for lange sagsbehandlingstids, der er for at få opholdstilladelse, siger Jørgen Skadborg.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) arbejder på en løsning, så ukrainere, der er indkvarteret privat, men stadig venter på en opholdstilladelse, også kan få lægehjælp. Det skriver han i en kommentar til Ritzau.
- Jeg har i morgen (torsdag. red) et møde med partierne, hvor jeg også vil orientere dem nærmere om situationen. Vi arbejder på en løsning hurtigst muligt, siger ministeren.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.