HOVEDSTADEN: Fra på mandag kommer praktiserende læger til at bistå med at få has på de lange ventetider på den udskældte Akuttelefonen 1813.
PLO-Hovedstaden og Region Hovedstaden har indgået en aftale, der omfatter praktiserende læger med ydernummer i Region Hovedstaden. Hvis lægerne ønsker det, kan de fra deres egen lægeklinik eller hjemmefra tage telefoner for Akuttelefonen i tidsrummet på hverdage mellem kl. 16 og 18. Det oplyser regionen.
- Vi skal have nedbragt ventetiderne til Akuttelefonen, og vi har særligt en udfordring lige efter kl. 16, hvor lægerne lukker, og rigtig mange borgere ringer til Akuttelefonen på samme tid. Aftalen her skal bl.a. bygge bro mellem dagtid i almen praksis og vagttid hos 1813, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Skal afprøve modeller
Projektet har også til formål at afprøve modeller for, hvordan praktiserende læger kan indgå i et samarbejde med 1813 fremadrettet. Ifølge projektaftalen kan praktiserende læger hjælpe med telefonvisitation af borgere, der ringer.
- De alment praktiserende læger er specialister i at vurdere og visitere borgere med akutte sygdomssymptomer. Derfor giver det god mening, at vi nu har indgået den her aftale, siger formand for PLO-Hovedstaden Peder Reistad.
De alment praktiserende læger indgår som første led i visitationen, men flere modeller kan afprøves i perioden.
De praktiserende læger fungerer på egen autorisation og varetager selvstændig visitation af patienter. Det er et krav, at lægen holder sig opdateret om gældende kliniske retningslinjer, faglige vejledninger og regionens gældende visitationsretningslinjer.
De praktiserende læger skal anvende 1813’s tekniske system, så patienter registreres ensartet og de skal deltage i Akutberedskabets kvalitetsarbejde.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.