

AALBORG: Scroller du ned igennem Maja Torps LinkedIn-profil, er du ikke i tvivl om, at hun er en aktiv kvinde i det nordjyske erhvervsliv. Som branchedirektør i Brancheforeningen for æg- og sæddonation, bestyrelsesmedlem i Port of Aalborg og medlem af kommunalbestyrelsen i Aalborg har hun nok at se til.
Men er hun mor? Glad for at rejse? Vild med frikadeller?
Det ved vi ikke, og svaret - det skal vi lede længe efter.
Venstre-politikeren er nemlig meget selektiv og bevidst om, hvad hun deler med sine over tusinde følgere på de sociale medier - herunder særligt LinkedIn og Instagram.
- Som politiker og dermed offentlig person skal du tage et valg om, hvor meget du vil dele ud af dit privatliv. Jeg har aktivt valgt, at det er mit professionelle virke og dets budskaber, der fylder mest. Det er en overvejelse, som jeg tager med i flere af mine valg, og som har skiftet form gennem tiden, siger Maja Torp (V) til DK Nyt.
Hun har brugt sociale medier til at promovere sine politiske budskaber, siden hun stillede op til kommunalvalget for første gang i 2017. Men strategien er en anden i dag.
- I starten var Facebook mit hoved-medie. Men det er med tiden blevet et sted, hvor mange bare skal have deres galde ud, og det bliver man som politiker ofte offer for. Derfor vendte jeg mig mod LinkedIn, der giver en mere professionel ramme med plads til debat og konstruktiv kritik, siger hun og forklarer, at hun sidenhen har holdt en mere professionel linje.
En vigtig overvejelse
Professionel eller ej - uanset hvad gør man klogt i at overveje, hvor meget man har lyst til at dele ud af sig selv. Det er i hvert fald meldingen fra Katrine Thielke, der er digital rådgiver.
- Det handler om at gøre sig klart, hvem man er som person. Vil man dele ud af sig selv og sit privatliv? Eller har man det bedst med at være 100 pct. politisk i sin kommunikation? Det kan være meget forskelligt, hvad folk føler sig tilpas i, siger hun og forklarer i samme ombæring, at selve mediet også kan have betydning for, hvor personligt man vil gribe sin SoMe-strategi an.
- LinkedIn et mere professionelt medie, hvorimod det er mere normalt at dele ud af sig selv på Instagram eller TikTok.
Selvom Maja Torp har valgt at føre en forholdsvist stram, professionel linje på sine sociale medier, mener hun stadig, at de er et godt redskab til at komme borgerne nær.
- Det giver fx mulighed for at forholde sig til en konkret sag, der ligger offentligheden på sinde, og i den forbindelse gøre opmærksom på sit eget politiske ståsted. Ofte leder det også til en konstruktiv debat, hvor jeg bliver klogere på mine potentielle vælgere og deres holdninger, siger hun.
Ikke til at undgå
Ifølge Maja Torp er brug af sociale medier - om man vil dem eller ej - ikke til forhandling, hvis man vil i kontakt med sine vælgere.
- Du kan simpelthen ikke komme udenom at være til stede på et socialt medie, hvis du er politiker i dag, siger hun og fortsætter:
- Der er væsentligt færre, der holder avis, hvorfor et læserbrev ikke har samme effekt, som det havde engang. Det samme gør sig gældende for annoncer, der også er dyre.
Selv har hun brugt diverse sociale medier aktivt i sit politiske arbejde de seneste ni år - både som kommunal- og folketingspolitiker. Derfor tør hun godt give et råd med på vejen til dem, hvis politiske karrierer står for døren:
- Jeg vil anbefale, at man lægger en strategi. Ikke kun politisk, men også personligt. Gør dig klart, hvor meget du vil dele ud af dig selv, og hvor din personlige grænse går ift. negative kommentarer, siger hun.
Mest virale post på sociale medier
Sociale medie: LinkedIn
Rækkevidde: Visninger: 16.361, reaktioner: 267, kommentarer: 8
Læs de tre tidligere artikler i serien her, her og her, hvor du kan læse, hvordan nogle forskellige kommunale og regionale politikere bruger sociale medier i deres virke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.