
Københavns Byret forbyder banden Loyal To Familia, der skal opløses. Fredagens dom er den første af sin slags. Kun to gange tidligere har en domstol opløst en forening i Danmark. Første gang var i 1874, da Den Internationale Arbejderforening – en forløber til Socialdemokratiet - blev opløst, fordi man anså den for at have et samfundsomstyrtende formål.
Anden gang var i 1924, da foreningen Nekkab blev forbudt. Foreningen var et samlingspunkt for blandt andre homoseksuelle, og den var forbudt dengang.
I den aktuelle sag mod banden Loyal To Familia har anklagemyndigheden hævdet, at der er tale om en forening, som virker ved vold. Dermed kan den opløses i medfør af en bestemmelse i Grundloven, som ellers garanterer foreningsfriheden.
Nazi-paragraf banede vejen
I byretten har Loyal To Familias advokater protesteret imod indgrebet. De har sagt, at Loyal To Familia ikke er en forening i Grundlovens forstand, men derimod et broderskab. Bestemmelsen blev indført i Grundloven i 1953, og formålet var at ramme nazikorps og andre, der udgør en trussel mod statsmagten og de grundlæggende frihedsrettigheder, har advokat Michael Juul Eriksen påpeget.
Men retten fastslår i dommen, at banden ligner en forening. Blandt andet blev der under en ransagning fundet et organisationsdiagram. Også fundet af 109 læderveste hos en jysk broderivirksomhed indgår i begrundelsen. Vestene skulle bruges af bandemedlemmer.
De cirka 200 personer knyttet til LTF havde et fælles mål, fastslår en domsmandsret. For eksempel har politiet under sagen kunnet fremlægge regler for adfærd, ligesom der var kontingentbetaling. Desuden mener retten, at grupperingen har virket ved vold. Et af argumenterne er Højesterets dom afsagt for to år siden mod stifteren og lederen Shuaib Khan. Han er pakistansk statsborger og blev udvist.
Begge betingelser i Grundloven er opfyldt, mener retten, som også godkender et midlertidigt forbud, som Københavns Politi nedlagde 4. september 2018.
Langt forløb forud
Dommens præmisser bliver fredag gennemgået af retsformand Jens Stausbøll. Ingen personer fra banden er mødt op i retten.
Det var i september 2018, at Københavns Politi udstedte et midlertidigt forbud mod LTF. Samtidig blev sagen om et forbud indbragt for retten.
Forinden havde daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) bedt landets øverste anklager om at undersøge muligheden for et forbud. Det skete som reaktion på en række skyderier, hvor flere blev dræbt eller såret.
Bande anker dom
Østre Landsret skal se på forbudssag mod banden Loyal To Familia til efteråret. For banden valgte at anke dommen om opløsning på stedet til Østre Landsret, efter at byretten fandt, at banden er grundlovsstridig og derfor skal opløses.
Bandens advokat, Michael Juul Eriksen, var klar med reaktionen, straks da dommer Jens Stausbøll i Københavns Byret havde afsagt dommen. Det ligger allerede fast, at sagen skal føres ved Østre Landsret fra september til november.
- Det er usædvanligt, kan man sige, men begge parter vidste, at den anden ville anke. Så kan det være, at sagen også kommer i Højesteret. Det tænker jeg, at den tabende part i landsretten vil forsøge på, siger Michael Juul Eriksen.
Politisk dom?
Michael Juul Eriksen havde hurtigt telefonen i hånden, efter at dommen faldt, for at meddele LTF om resultatet.
- Reaktionen var, at man føler, det er en politisk dom, siger han.
Han kalder sagen historisk og ser frem til at få den prøvet i Østre Landsret. Her er der tre juridiske dommere og tre domsmænd, der skal vurdere sagen.
- Det er min opfattelse, som jeg har sagt hele tiden, at de her mennesker har kendt hinanden siden barnsben. Man kan jo ikke forbyde mennesker at eksistere. Derfor har jeg også lidt den holdning, at effekten af det her måske ikke er så voldsomt stor, ud over at man ikke lige kan se bestemte tøjgenstande på gaden, siger han.
Sagen i Østre Landsret ventes at blive ført over cirka 20 retsdage.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.